SAFARI- Katavi National Park

  Mandag morgen (9.5.11) måtte Sophie og jeg rigtig tidligt op (6.00), da det ikke var lykkes os at finde nogle der kunne køre os til bussen i Katongolo 6-7km fra Kipili, så vi måtte jo ligesom afrikanerne gå!...men men men vores rare butler fik medlidenhed med os og arrangerede, at Knuds traktørfører kunne køre os, vi fandt aldrig ud af, om han skulle ud den morgen, eller om turen udelukkende var for vores skyld, men det sparede os for 1,5 times gåtur, så vi klagede ikke (selvom det rystede rigtig meget og vi blev totalt støvede)!!!

  Bussen var der (ca.) til tiden (HURRA), men der var mange med og vi havde fået billetter på 2. sidste række og da vi endelig, efter en masen og puffen hele vejen ned igennem den noget smalle midtergang, nåede derned, så vi at det var en mor med et lille barn, der sad på vores sæder, så vi valgte at stå op den time turen til Namanyere tager. Nede bag i bussen er der ikke så god affjedring så man letter, når bussen kører over et bump i vejen (og dem er der jo ikke få af hernede), vi blev dog efterhånden bedre til at affjedre i knæene.

  I Namanyere havde vi ca. 1,5 time ”to kill” og vi nåede at få en lur og sælge Therese og Anne Sophies billetter (de havde fået et lift til Katavi søndag morgen, men havde allerede købt busbilletter. Sophie og jeg ville hellere blive en dag længere i Kipili, hvor vi bl.a. gik over på 2. School og så fodbold >>Kipili mod 2.School, endte 2-0<<) . Bussen videre mod Mpanda (hvor Jeanette og Heidi, de to danske Fremtid og Håb- volontører fra Sumbawanga allerede var i) var bestemt ikke mindre fuld, men nu havde vi dog billetter på 2. første række, så det var rimelig nemt at nå vores sæder denne gang , men det skulle vise sig ikke at være mere behageligt, da folk hang ind over vores sæde, så man skulle passe på ikke at blive presset op mod diverse armhuler, det bliver altså hurtigt lidt for intimt!! Efter nogle timers bustur ankom vi til Stalike en lille landsby lige uden for Katavi NP, hvor vi skulle overnatte på River Side Hotel, som lå lige ved bredden af Katavi River, hvor der var flodheste der boltrede sig, fedt at falde i søvn til flodheste grynt, det er jo verdens farligste dyr!! På River Side mødtes vi med Therese, Anne Sofie, Knud og Anders.

  Efter nogle timer, hvor vi havde taget billeder af flodheste, boardede vi alle 8 Knuds LandCruiser og drog på safari, vi så mange bøfler, impalaer, giraffer (nej, hvor er de bare flotte, jeg er endnu mere vild med dem efter at havde set dem i det vilde), en farlig farlig slage, hr. Nielson-aber, krokodiller, mange forskellige farvestrålende fugle, zebraer, varaner og en enlig gammel hanelefant, men desværre ingen løver selvom vi kiggede længe efter dem! Halleluja for Guds fantastiske natur!             

Skrevet 12.05.11

Dagen, hvor jeg ikke følte mig velkommen…

  Et af vores jobs i mobilklinikken for tiden er, at vi tager ud i landsbyerne og vaccinerer børnene for bl.a. polio, mæslinger, tuberkulose osv (børnevaccinationer er gratis her i Tz). Denne fredag (7. maj) skulle jeg med til Ch. Katete en lille landsby nord for Kipili. Jeg har efterhånden besøgt en del landsbyer langs søen og hver gang tager jeg noget opmærksomhed, og der er altid børn på stranden for at se den hvide gå i land og folk råber også tit mzungu efter mig, men det plejer at stilne af, når de ser at jeg kommer sammen med de andre fra mobilklinikken. Denne dag ville tilråbene dog ingen ende tage, folk blev ved med at råbe efter mig og tiltale mig mzungu, voksne og børn. Mit arbejde denne dag bestod i, at jeg skulle veje alle børnene for derefter at skrive det ind i deres journal, hvor man følger børnenes vægt for at registre, om de får, hvad de skal. Problemet var bare, at denne dag var der sååååå mange af børnene, der var mega bange for mig, så de skreg som stukne grise, når de kom tæt på mig, og det hjalp slet ikke, at jeg smilte og prøvede at trøste og vise dem, at jeg synes de var fantastisk søde, og deres mødre synes bare det var sjovt, at de var bange for den hvide og grinte meget højlydt! Men gennemførte dog opgaven selvom det ikke var sjovt!

  Da vi skulle forlade Ch. Katete skulle vi have en mor og hendes lille søn med til Kirando (den større by der ligger 15km fra Kipili) og denne dreng var ikke bare bange for mig, han var helt hysterisk og skreg op så snart hans mor slap hans hånd, han turde slet ikke se på mig…øvøv

  I Kirando skulle vi aflevere de vaccinations-remedier, som vi ikke havde brugt i løbet af dagen, tilbage til Kirando Health Center, så Joyce og jeg gik op gennem byen, og selv her var der mange, der råbte efter mig. På vejen tilbage til havnen, hvor resten af teamet ventede på os, kom en fuld mand hen mod Joyce og mig og ville meget gerne have min opmærksomhed, men det var jeg altså ikke særlig interesseret i, så jeg gik om på den anden side af Joyce, hvilket resulterede i, at han slog ud efter mig og ramte mig på ryggen…nå ja ingen skade sket, andet end at jeg blev lidt overrasket! Længere nede af vejen mødte vi så Bert (gift med Marjo som indtil dec. var leder i mobilklinikken, de er tilbage i Kipili i et humanitært arbejde). Med i bilen var også dr. Shauri, som kaldte mig over til sig og fortalte, at jeg ikke måtte gå længere ned af vejen, da der var en gal mand med en pind, som ville slå mig, da han var vred på alle hvide. Jeg prøvede at fortælle, at jeg  blev nødt til at komme ned til havnen, da teamet jo var dernede og vente Joyce og jeg, og at jeg havde efterladt min rygsæk i båden, men dr. Shauri insisterede på, at jeg skulle køre med Bert hjem til Kipili i stedet, og Joyce ville så sørge for at min taske kom sikkert hjem, så enden blev at Bert evakuerede mig ud af Kirando!!! Kunne simpelthen ikke lade være med at sidde og grine for mig selv hele vejen hjem over denne absurde dag, og så glædede jeg mig bare til at komme til Kipili, hvor folk ved hvem jeg er og kan lide mig for det og børnene ikke er bange for mig, men i stedet kommer og giver et knus!!!  

Skrevet 12.05.11