Dagen, hvor jeg ikke følte mig velkommen…

  Et af vores jobs i mobilklinikken for tiden er, at vi tager ud i landsbyerne og vaccinerer børnene for bl.a. polio, mæslinger, tuberkulose osv (børnevaccinationer er gratis her i Tz). Denne fredag (7. maj) skulle jeg med til Ch. Katete en lille landsby nord for Kipili. Jeg har efterhånden besøgt en del landsbyer langs søen og hver gang tager jeg noget opmærksomhed, og der er altid børn på stranden for at se den hvide gå i land og folk råber også tit mzungu efter mig, men det plejer at stilne af, når de ser at jeg kommer sammen med de andre fra mobilklinikken. Denne dag ville tilråbene dog ingen ende tage, folk blev ved med at råbe efter mig og tiltale mig mzungu, voksne og børn. Mit arbejde denne dag bestod i, at jeg skulle veje alle børnene for derefter at skrive det ind i deres journal, hvor man følger børnenes vægt for at registre, om de får, hvad de skal. Problemet var bare, at denne dag var der sååååå mange af børnene, der var mega bange for mig, så de skreg som stukne grise, når de kom tæt på mig, og det hjalp slet ikke, at jeg smilte og prøvede at trøste og vise dem, at jeg synes de var fantastisk søde, og deres mødre synes bare det var sjovt, at de var bange for den hvide og grinte meget højlydt! Men gennemførte dog opgaven selvom det ikke var sjovt!

  Da vi skulle forlade Ch. Katete skulle vi have en mor og hendes lille søn med til Kirando (den større by der ligger 15km fra Kipili) og denne dreng var ikke bare bange for mig, han var helt hysterisk og skreg op så snart hans mor slap hans hånd, han turde slet ikke se på mig…øvøv

  I Kirando skulle vi aflevere de vaccinations-remedier, som vi ikke havde brugt i løbet af dagen, tilbage til Kirando Health Center, så Joyce og jeg gik op gennem byen, og selv her var der mange, der råbte efter mig. På vejen tilbage til havnen, hvor resten af teamet ventede på os, kom en fuld mand hen mod Joyce og mig og ville meget gerne have min opmærksomhed, men det var jeg altså ikke særlig interesseret i, så jeg gik om på den anden side af Joyce, hvilket resulterede i, at han slog ud efter mig og ramte mig på ryggen…nå ja ingen skade sket, andet end at jeg blev lidt overrasket! Længere nede af vejen mødte vi så Bert (gift med Marjo som indtil dec. var leder i mobilklinikken, de er tilbage i Kipili i et humanitært arbejde). Med i bilen var også dr. Shauri, som kaldte mig over til sig og fortalte, at jeg ikke måtte gå længere ned af vejen, da der var en gal mand med en pind, som ville slå mig, da han var vred på alle hvide. Jeg prøvede at fortælle, at jeg  blev nødt til at komme ned til havnen, da teamet jo var dernede og vente Joyce og jeg, og at jeg havde efterladt min rygsæk i båden, men dr. Shauri insisterede på, at jeg skulle køre med Bert hjem til Kipili i stedet, og Joyce ville så sørge for at min taske kom sikkert hjem, så enden blev at Bert evakuerede mig ud af Kirando!!! Kunne simpelthen ikke lade være med at sidde og grine for mig selv hele vejen hjem over denne absurde dag, og så glædede jeg mig bare til at komme til Kipili, hvor folk ved hvem jeg er og kan lide mig for det og børnene ikke er bange for mig, men i stedet kommer og giver et knus!!!  

Skrevet 12.05.11