GUIDE: TANZANIA RUNDT I BUS, ”at rejse med de lokale på godt men laaaangt mest ondt”…

SUMRI HIGH CLASS: Kører på de fleste strækninger i Tanzania, dog ikke alle dage på de mindst fremkommelige strækninger. Man bliver altid mega glad, når man ser en SUMRY bus, da de er malet i alverdens neonfarver, og på de store veje er busserne i ret god stand, jo længere ud på landet du kommer, jo dårligere bliver vejene og jo dårligere bliver busserne. SUMRY kører sjældent til tiden, da der ofte er et eller andet, der skal ordnes på bussen inden afgang. Man får på de lange afgange noget at spise og drikke i bussen, bolcher, en kage, vand eller måske en sodavand, det er da HIGH CLASS! SUMRY er ret populært, så det kan være svært at få billetter til en afgang den følgende dag, hvis du ikke er indstillet på at få en ståplads i midtergangen, hvilket altid kan lade sig gøre.

HOOD: HOOD tog os fra Iringa til Arusha, hvilket er en meget lang tur på 14 timer. Vi dummede os noget, på denne tur, da vi ikke købte noget at spise, da der var mulighed for det. Pausen lå blot nogle timer efter afgang fra Iringa og vi havde medbragt brød og bananer, men det skulle vise sig at vores brød var blevet omdannet til smuler i Anders’ taske og bananerne ikke var særlig modne, så det blev en dag på ikke ret meget mad. Vi lærte, at man altid skal købe mad, når der er mulighed for det, og man skal altid tisse, når der er mulighed for det, for du ved aldrig, hvornår den næste mulighed byder sig, en lektion vi tog med os på resten af vores tur. HOOD har et ry for at køre som en brækket arm, jeg synes bestemt, at det ry holder, vi var vidner til meget hurtig kørsel, hasarderede overhalinger op bakke osv., så jeg var en smule glad det blev mørkt, og jeg ikke kunne se chaufførens kørsel. Vi havde dog god benplads, og der var ikke for mange med i bussen. Døren kunne dog ikke lukke.

MUHAMMAD CLASSIC: Vi skulle være på busstationen kl. 5.30 for at komme med vores bus til Tabora, den tidligste afgang vi prøvede. De spillede mega højt musik allerede fra den tidlige morgenstund, tanzaniansk popmusik og Bob Marley. Det skulle vise sig at blive en meeeeeeeeeeeeget lang bustur, da vi kørte på en ret stor sten og fælgen  på et af baghjulene blev ret så skævt. De skiftede hjulet med et eller andet, men det må stadig ikke have være helt godt for i Singida, hvor der var frokostpause, som plejer at være en pause på 10 min, holdte vi i 2 timer, da bussen endnu en gang skulle ordnes. De mekaniske problemer betød, at den bus, vi skulle have været med fra Nzega (116km nord for Tabora) var kørt, og vi kunne altså ikke nå Tabora samme dag!!

ALLYs: Bussen til Tabora kørte kl. 6, så endnu engang skulle vi tidligt op, man skulle tro vi var ved at være vant til det nu, men det er altså som om, det ikke rigtigt bliver nemmere. Bussen var i vildt dårlig stand, vi fik med jævne mellemrum ting, der dryssede af loftet, ned i hovedet, og vinduet, vi sad ved, var løst så det larmede bare mega meget.

SHAKILA: Vi gjorde brug af deres service fra Tabora til Sikonge, en tur på et par timer. Vi oplevede, at det var til at få pladser, selvom man køber billetter få timer før afgang. Man kunne få lov til at sidde på sit sæde alene, da de ikke lukkede flere ind end godt var. På busstationen i Sikonge var de dog nødt til at have værktøjskassen frem for at reparere noget på bussen, men det generede jo ikke os, da vi var kommet sikkert frem til vores bestemmelsessted.

AIRBUS: Dette selskab benyttede vi for at komme fra Sikonge til Mpanda. Det er ikke de mest oplyste mennesker, de har ansat på billetkontoret i Tabora, det var i hvert fald umuligt at få dem til at fortælle os, hvilke veje eller byer, vi ville passerer på vej til Mpanda. Det kort vi var udstyret med havde nemlig ingen veje mellem Tabora og Mpanda, så vi ville bare sikre os, men det kunne de altså ikke hjælpe med.  

Hvis du ikke står på i den by hvor bussen starter fra, kan du ikke være sikker på at dine tasker, lige meget hvor store de er, kan være i bagagerummene, vi måtte i hvert fald have vores ind i bussen. For at komme ned på vores pladser, heldigvis på 2. række, måtte vi kravle hen over tasker og mennesker, der stod i midtergangen, helt oppe under taget, da de havde lukket alt, alt, alt for mange mennesker ind i den bus.  Sikke et bøvl og sikke vi grinte!! De første 2 timer sad vi altså med Sophies store taske på skødet, min var længere fremme i bussen, så den har andre haft bøvlet med,  og der var vel at mærke 4 mand på et meget smalt 3 mandssæde, for selvfølgelig var der en mand, der mente at der også var plads til ham! Efter et par timer så Sophie, at de tog en taske ud af bagagerummet, og derfor måtte der jo være plads til hendes, så hun så sit snit til sende sin taske ud af vinduet og ind i bagagerummet,  hvilket dog  resulterede i at hendes taske havde det tykkeste lag af støv, jeg længe har set, da vi så den igen i Mpanda.

Selskabet, eller de mennesker, der solgte os billetter, opererer med et begreb, der i folkemunde kaldes ”Mzungu-bei”, hvilket betyder, at der er en pris for hvide mennesker og en anden for lokale, og dette selvom de eftertrykkeligt forsikrer dig om, at de ikke benytter sig af begrebet. På busturen spurgte vi os lidt frem om, hvor meget folk havde betalt for deres tur og fandt ud af, at de kun havde betalt 18000 i forhold til vores 25000 og blev ret så trætte af, at vi var blevet snydt af de fyre på busstationen. Man bliver bare så træt af, at nogle, bare fordi vi er hvide, synes at de kan snyde os, omregnet til danske kr. var det måske ikke så mange penge, og som en i bussen så frækt gjorde opmærksom på, havde vi selvfølgelig pengene, men det var trods alt omkring en tredjedel af billetprisen. Sophie var dog ret så standhaftig over for buskonduktøren og fik 5000 tilbage til os hver, et vigtigt slag hun vandt der, vi rejste trods alt på samme vilkår som alle andre. 

Skrevet 26.6.2011

Det støver noget hernede.

Bagagen skal nogle gange op på taget

Bussen bliver repareret. Ikke et sjældent syn!

Der er altid aaaaalt for mange mennesker med i bussen.

Hvor mange farver kan en bus males i??? Mange i følge SUMRY!

Spedalskhedsarbejdet i Sikonge…

Torsdag den 16.6  havde Sophie og jeg den fornøjelse at følge dr. Ruhamia og Richard, der begge arbejder på leprosariet/spedalskhedshospitalet i Sikonge. Der har i mange år været BDM-missionærer udsendt i spedalskhedsarbejdet i Sikonge, de nuværende missionærer var dog for tiden på orlov i Danmark, men vi havde alligevel fået lov til at komme på besøg.

  Vi startede dagen med at hente Richard, som allerede var i gang med arbejdet, i leprosariets camp, hvor de mest forkryblede af de tidligere spedalske bor. Disse mennesker har pga. de svære handicap, de har fået af spedaskheden brug for hjælp til mange af hverdagens gøremål. Her er de fleste beboerne alle over 70 år, og man sætter ikke flere ind her, men campen for lov til at uddø på naturligvis, ved årsskiftet var der 20, nu 18, der var netop en der var død natten før vores besøg, så vi kunne ikke komme ind og se campen, men dr. Ruhamia fortalte.

Derefter tog vi ud til landsbyen ”Kanoge” 5 km uden for Sikonge, hvor tidligere spedalske, der er bange for at vende hjem i frygt for andres udelukkelse, eller fordi de er bange for at smitte andre, men man smitter ikke, når man er i behandling eller helbredt!!!, så det er en tragisk misforståelse,  slår sig ned og starter et nyt liv. Der er 170 indbyggere, som alle er tidligere spedalske eller familie hertil. For at gøre op med denne stigmatisering af spedalske behandles tidligere spedalske kun på leprosariet, når de har følgevirkninger af spedalskhed, ved alle andre sygdomme behandles de på det normale hospital som alle andre. Det ugentlige besøg i Kanoge bruges til at give de tidligere spedalske mulighed for at vaske og smøre/fugte deres fødder. Når spedalskhed ikke opdages i tide påvirkes/ødelægges patienternes nerve, hvilket resulterer i, at de mister følesansen i lemmerne og mange af dem mister fingre og tæer. Denne nervebeskadigelse og de handicap, der kan følge med, kan man ikke gøre noget ved selvom patienten behandles og helbredes fra sin spedalskhed. Da de har mistet følesansen i deres fødder er det yderst vigtigt med fodpleje for at undgå rifter o.l., da de jo ikke kan mærke disse og derfor er i høj risiko for at få grimme, grimme sår, det er sår som disse, at patienterne på leprosariet indlægges med. Patienterne er ofte indlagt i måneder, da de bliver ved med at gå på deres sår, da de jo ikke gør ondt, og derfor ikke får ro til at hele op. Dr. Ruhamia gjorde meget ud af at vise os,  at man ikke skal være bange for, at disse patienter smitter med spedalskhed, ved at give dem et klap på skulderen, tage deres hånd osv., det blev jeg bare så glad for at se, for jeg har ofte oplevet, at lægerne her har helt skræk for at røre deres patienter.

Leprosariet har altid brug for sæbe og vaseline til behandling af de tidligere spedalskes fødder.

Nu var tiden kommet til, at vi skulle se selve leprosariet. Leprosariet er ret stort, og vidner om den lille landsby den i gamle dage var, da man isolerede spedalske fra resten af samfundet. Der var 7 patienter  indlagt, alle med grimme fodsår. Mange af pt. ligger alene på stuerne, da deres sår ofte lugter så grimt når de ankommer, at andre patienter ikke kan holde det ud! Mange af patienterne har gentagne indlæggelser bag sig, da deres hverdag udenfor hospitalet ikke er gunstigt for deres sårbare fødder, de har ofte alt for hårdt arbejde, ingen penge til sko, dårlig kost osv. Behandlingen af disse sår består i hvile/aflastning af det berørte sted, rensning evt. kirurgisk af såret samt pleje af området omkring for at afhjælpe opheling. Heldigvis blev vi fortalt at antallet af amputationer er stærkt nedadgående. Vi så også leprosariets lille operationsstue, samt det sted, hvor der bliver lavet specialfremstillede sko til deres forkrøblede fødder og proteser til folk, som har fået amputeret et ben, det er et fantastisk håndværk, men der var knap med de materielle ressourcer.

Hvor var det bare spændende at lære om en sygdom, som der er så mange myter og historier om, og som man ikke vil komme i berøring med hjemme. Man får jo helt blod på tanden, om man engang skal tilbage til Afrika som læge.

Skrevet 25.6.11

The Big 5…

Safari i Ngorongoro og Serengeti var en rigtig stor oplevelse. Vi sov i telt på camping-sites inde i nationalparkerne, hvor man kunne høre løver om natten, altså hvis man havde kunnet holde sig vågen lidt længere end jeg gjorde;)  

Vi så mange dyr bl.a. ”the big 5”

LØVEN: Det er løvinderne, der jager. Vi så også nogle være i aktion, men desværre ingen få succes, hvilket dog også kun sker i 10% af tilfældene. Løverne er nemlig ret så tunge katte, der har svært ved at komme op i fart, til gengæld falder deres farve perfekt ind i det tørre græs. Løver sover 20 timer om dagen.



Det kalder jeg en stor kat!



ELEFANTEN: Vi har desværre ikke set mange elefanter på vores tur, men nogle enlige hanner er det dog blevet til. Elefanter kan blive over 60 år, og de eneste af dyrene der kan finde ud af at forlade Ngorongoro krateret, de andre dyr fødes og dør i krateret. Det var en skør tanke at forstille sig at dyrene ikke ved at verden er større end krateret.



Der er altså en leopard på billedet



LEOPARDEN: Har en succesrate på 90%, og jager ikke for sjov. De har lange klør og befinder sig ofte i træerne.
BØFLEN: Ligner en dum forvokset ko, men man skal ikke tage fejl, det er et ret så farligt dyr især hvis den er såret.
NÆSEHORNET: Ngorongoro er stedet, hvor man skal håbe på at se næsehorn, men bestanden er nede på 10 dyr, da de har været ofre for krybskytter, så man passer rigtig godt på dem. Hvert næsehorn er bevogtet af mindst en bevæbnet ranger, der har ordre til at skyde, hvis man kommer for tæt på dyrene, for man kan jo i princippet ikke se forskel på en dum turist og en krybskytte. Hver dag bliver der også sendt rapport til regeringen ang. bestandens forgodtbefindende.







Coming up: RUNDTUR I TANZANIA…

Så er tiden kommet til at Sophie, Anders og jeg skal på rundtur i Tanzania. Vores rejseplan ser sådan ud:

2.6 Kipili-Sumbawanga. Knud kører.

4.6 Sumbawanga-Mbeya. Med bus, hvilket vil være det transportmiddel vi benytter os af resten af turen.

5.6 Mbeya-Iringa

6.6 Iringa: Isimilla Stoneage, der er en park med klipper i alverdens former skabt af regnvand, der er faldet i tidens løb.

7.6 Iringa: Neema Craft, der er en fabrik, hvor folk med forskellige handicap arbejder, de er kendt for deres elefantlortspapir!!

8.6 Iringa-Arusha, bustur på min. 14 timer

9.6 Bufferdag (hvis alt går planlagt bruger vi dagen i Arusha, Anders til at finde et selskab, der vil tage ham op af Mt. Kilimanjaro)

10-12.6 Safari i Serengeti og Ngorongoro NP, her håber vi på at se 1000000 gnuer, næsehorn løver og, og , og…

13.6 Arusha: Mt. Kilimanjaro. Her deles vore veje, da Anders vil bestige Afrikas højeste bjerg, mens Sophie og jeg har planer om at tage billeder af bjerget fra en terrasse ved en restaurant, vi har hørt skulle have en god ”location”. Efter de 5 dage Anders tænker, han skal bruge på at komme op og ned af bjerget, rejser han til Dar for derefter at tage hjem til DK den 22.

14.6 Arusha-Tabora, dette er det punkt i rejseplanen, som vi ikke ved om holder, vi aner nemlig ikke om det er muligt at rejse dette ret lange stykke vej på 1 dag, når man kun har offentlig transport til rådighed, men vi må tage det som det kommer!

15.6 Tabora-Sikonge

16.6 Sikonge: Her er der et spedalskhedshospital, hvor der er udsendt BDM missionærer til, de er dog hjemme på orlov, men vi har fået nogle telefonnr. på nogle, der vil vise os rundt.

17.6 Sikonge-Mpanda

18.6 Mpanda-Kipili via Namanyere, og så har jeg på fornemmelsen, at vi ikke gider køre i bus mere, har lyst til at vores ting skal ligge i et skab og ikke en bagpack og bare have lidt hverdag igen, men forhåbentlig også fyldt af gode oplevelser fra en fantastisk tur.   

Match of the Year…

  Kl. 20.30  lørdag den 28.5 gik turen mod Kirando, da det jo var CL-finale dag!!! Kampen kunne ikke vises her i Kipili så mange mænd + os 4 DK-piger var troppet op på byens torv for at komme med en lastbil ind til Kirando. Der var helt fyldt på ladet, allerede da vi ankom, men vi piger fik heldigvis anvist plads inde i førerhuset, så slap vi for at stå op, være bange for at vi ville falde af ladet samt undgå den meget støv, man helt sikkert ville døje med oppe op ladet (regntiden er for alvor slut hernede, og vejene er super støvede, der er også ved at være efterårsfarver, snart vil alt være knastørt). Turen tur/retur kostede 500 TSh. På vejen ind til Kirando, så vi en 1,5-2 meter lang hugorm (den slange der slår flest ihjel hernede, da den er meget langsom og godt kamufleret), der var på vej over vejen, ihh hvor var vi alle glade for, at vi sad højt oppe i et førerhus og ikke gik!!

  Inde i Kirando skulle vi betale 300 TSh for at komme ind på det sted, hvor de viste bold og der var bare proppet!! Til at starte med kunne vi slet ikke se skærmen for alle de mennesker, men Knuds traktørfører, som også var med på turen, hjalp os med at få et sted at sidde, det kostede 1000 TSh, at få dem der allerede sad på pladsen til at flytte sig , men det var nu dejligt, godt med gode kontakter!!! Barca vandt jo desværre 3-1 og er champions 2011, men det var en god kamp og en mega fed måde at opleve den på sammen med ca. 200 afrikanske mænd under et stråtækket halvtag. Tror jeg for altid vil kunne huske CL-finalen 2011.

Kl. 1 var vi tilbage i Kipili… og for at det ikke skal være nok, fandt og dræbte vi en godt nok meget lille skorpion i vores vask på toilettet, så nu er listen over farligt kryb vist ved at være fuldendt, da den foruden slanger, skorpion også indeholder skolopender og et par store og giftige edderkopper (den ene inde på vores badeværelse, ah altså). Sammen med de uskadelige men alligevel klamme og slet ikke små kakerlakker, utal af ikke giftige edderkopper samt frøer og en mus på mit værelse, som vi til dagligt lever med. Jeg synes altså ikke helt om, hvis vi skal til at være bange for, hvad der mon overrasker os næste gang!

Skrevet 31.5.11     

Der, der, der er PARTY i provinsen…

  Sophie og jeg havde i noget tid gået og tænkt på at holde en fest for de 11 studerende, som bor her hos Knud, og det førte vi så ud i livet fredag den 27. Torsdag aften lavede vi indbydelser på i hvert fald forståelig swahili, som vi pænt dekorerede med tegninger i bedste børnefødselsdagsstil. De blev inviteret til fest i Sophies værelse fredag aften kl. 21.

  Fredag efter endt arbejdsdag stod den så på at gøre klar til festen. Vi pyntede op med blåt toiletpapir og lyserøde og røde blomster samt en petroleumslampe udenfor døren. Vi var nede i byen og købe hele 15 sodavand til den vilde pris af ca. 45 kr. i alt, og bagte et bjerg af pandekager. Kl. godt ;) 21 kunne vi så med glæde åbne døren og byde dem alle KARIBU!

  Vi tvang vores gæster til spise deres pandekager med kniv og gaffel, da det jo er den eneste måde, vi i Danmark spiser pandekager på J, og det var bare svært for dem, de fleste vidste slet ikke hvordan man holder rigtigt på bestikket! Men alle fik vist det, de kunne spise.

  Til underholdning havde vi bestemt, at vi skulle lege stoleUNO, og det blev rigtig sjovt da alle efter nogle omgange havde fattet princippet, selvom de ikke var helt vilde med at skulle sidde oven på hinanden, en god tanke tilbage på Teenlejr på Tonneshøj, hvor jeg fik kendskab til denne fabulous-leg. Bagefter dansede vi, eller det meste af tiden så jeg på, at de dansede, de er ret gode til det med at flytte lemmerne! Lidt før midnat sagde vi godnat, og alle takkede for en dejlig aften.

  Jeg er bare så glad for, at vi fandt på at holde en fest med disse unge mennesker, som jeg har rigtig meget ud af at have lært at kende og på den måde vise dem, at vi er kommet til at holde af dem og rigtig gerne vil være sammen med dem. Det var virkelig en alle tiders aften!!!

Skrevet 30.5.2011