Spedalskhedsarbejdet i Sikonge…

Torsdag den 16.6  havde Sophie og jeg den fornøjelse at følge dr. Ruhamia og Richard, der begge arbejder på leprosariet/spedalskhedshospitalet i Sikonge. Der har i mange år været BDM-missionærer udsendt i spedalskhedsarbejdet i Sikonge, de nuværende missionærer var dog for tiden på orlov i Danmark, men vi havde alligevel fået lov til at komme på besøg.

  Vi startede dagen med at hente Richard, som allerede var i gang med arbejdet, i leprosariets camp, hvor de mest forkryblede af de tidligere spedalske bor. Disse mennesker har pga. de svære handicap, de har fået af spedaskheden brug for hjælp til mange af hverdagens gøremål. Her er de fleste beboerne alle over 70 år, og man sætter ikke flere ind her, men campen for lov til at uddø på naturligvis, ved årsskiftet var der 20, nu 18, der var netop en der var død natten før vores besøg, så vi kunne ikke komme ind og se campen, men dr. Ruhamia fortalte.

Derefter tog vi ud til landsbyen ”Kanoge” 5 km uden for Sikonge, hvor tidligere spedalske, der er bange for at vende hjem i frygt for andres udelukkelse, eller fordi de er bange for at smitte andre, men man smitter ikke, når man er i behandling eller helbredt!!!, så det er en tragisk misforståelse,  slår sig ned og starter et nyt liv. Der er 170 indbyggere, som alle er tidligere spedalske eller familie hertil. For at gøre op med denne stigmatisering af spedalske behandles tidligere spedalske kun på leprosariet, når de har følgevirkninger af spedalskhed, ved alle andre sygdomme behandles de på det normale hospital som alle andre. Det ugentlige besøg i Kanoge bruges til at give de tidligere spedalske mulighed for at vaske og smøre/fugte deres fødder. Når spedalskhed ikke opdages i tide påvirkes/ødelægges patienternes nerve, hvilket resulterer i, at de mister følesansen i lemmerne og mange af dem mister fingre og tæer. Denne nervebeskadigelse og de handicap, der kan følge med, kan man ikke gøre noget ved selvom patienten behandles og helbredes fra sin spedalskhed. Da de har mistet følesansen i deres fødder er det yderst vigtigt med fodpleje for at undgå rifter o.l., da de jo ikke kan mærke disse og derfor er i høj risiko for at få grimme, grimme sår, det er sår som disse, at patienterne på leprosariet indlægges med. Patienterne er ofte indlagt i måneder, da de bliver ved med at gå på deres sår, da de jo ikke gør ondt, og derfor ikke får ro til at hele op. Dr. Ruhamia gjorde meget ud af at vise os,  at man ikke skal være bange for, at disse patienter smitter med spedalskhed, ved at give dem et klap på skulderen, tage deres hånd osv., det blev jeg bare så glad for at se, for jeg har ofte oplevet, at lægerne her har helt skræk for at røre deres patienter.

Leprosariet har altid brug for sæbe og vaseline til behandling af de tidligere spedalskes fødder.

Nu var tiden kommet til, at vi skulle se selve leprosariet. Leprosariet er ret stort, og vidner om den lille landsby den i gamle dage var, da man isolerede spedalske fra resten af samfundet. Der var 7 patienter  indlagt, alle med grimme fodsår. Mange af pt. ligger alene på stuerne, da deres sår ofte lugter så grimt når de ankommer, at andre patienter ikke kan holde det ud! Mange af patienterne har gentagne indlæggelser bag sig, da deres hverdag udenfor hospitalet ikke er gunstigt for deres sårbare fødder, de har ofte alt for hårdt arbejde, ingen penge til sko, dårlig kost osv. Behandlingen af disse sår består i hvile/aflastning af det berørte sted, rensning evt. kirurgisk af såret samt pleje af området omkring for at afhjælpe opheling. Heldigvis blev vi fortalt at antallet af amputationer er stærkt nedadgående. Vi så også leprosariets lille operationsstue, samt det sted, hvor der bliver lavet specialfremstillede sko til deres forkrøblede fødder og proteser til folk, som har fået amputeret et ben, det er et fantastisk håndværk, men der var knap med de materielle ressourcer.

Hvor var det bare spændende at lære om en sygdom, som der er så mange myter og historier om, og som man ikke vil komme i berøring med hjemme. Man får jo helt blod på tanden, om man engang skal tilbage til Afrika som læge.

Skrevet 25.6.11