fredag den 22. juni 2012

Turen går atter til Tanzania...

Jeg havde ikke troet, at jeg, her et år efter at have forladt Kipili, projekterne og venner i Tanzania, skal gense dem alle...Men jeg har fået den fantastiske mulighed, at skulle ned og hjælpe Mobilklinikken med en spørgeskemaundersøgelse i 10 af de landsbyer, de samarbejder med. Forhåbentlig vil det lykkes os, at komme frem til nogle resultater, der kan bruges til sige noget, hvordan det står til med sundheden i hele området.

Sophie (som jeg også var udsendt sammen med sidste gang) og jeg er denne gang udsendt for Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling, der er projektledere for Mobilklinikken her i Danmark. Vi håber, at vi kan fuldføre arbejdet på en måned, men vi vil være væk i knap 7 uger i alt. Så er der tid til den lange bustur tværs over landet, samt fritid til at være sammen med dem vi lærte at kende under vores sidste besøg. Men det er jo helt andre og noget mere uforudsigelige forhold, vi skal arbejde under, så jeg er meget spændt på, hvordan det hele kommer til at spænde af.

Undersøgelsen går ud på at 20 sundhedsarbejdere fra de 10 indrullede landsbyer, hver skal interviewe 25 kvinder i den fertile alder, et total på 500 respondenter.
De 20 sundhedsarbejdere skal deltage i en 2½ dages workshop, hvor de skal motiveres til at deltage i udførelsen af denne undersøgelse, undervises i, hvordan man interviewer, så man opnår så valide data som muligt, lære at udfylde spørgeskemaet rigtigt, samt pilotteste spørgeskemaet osv. Vi håber, at undervisningen på workshoppen kan være med til at minimere fejl i undersøgelsen.

Efter workshoppen skal sundhedsarbejderne ud i landsbyerne og interviewe. Vi vil sammen med mobilklinik-teamet tage rundt og monitorere, hvordan arbejdet går.
Når de har gennemført deres interviews skal de returnere spørgeskemaerne til os i Kipili. Derefter venter der et stor arbejde med at få tastet alle svarene ind i et dataprogram, så vi kan få lavet noget statestik på dem. Det hele skal afsluttes med en rapport, hvor vi fremstiller resultater og reflektioner over arbejdsgang og, hvad talene fortæller os.

Sophie og jeg er udsendt til at facilitere processen og være en slags kvalitetskontrol, så undersølgelsen bliver udført så korrekt, at vi kan bruge resultaterne til noget. Det er en meget spændende, men også lidt intermiderende opgave, da det jo kræver noget helt andet af os end sidste gang vi var en del af projektet. Men vi har rigtig meget mod på det at gøre vores bedste for at få det til at lykkes!

Vi er godt i gang med forberedelserne, men en noget træg mail-mulighed til Mobilklinikken i Kipili, presser os noget på tid, men vi skulle meget gerne nå at få spørgeskemaet oversat til swahili og printet i 550 eksemplarer inden vi rejser om en uge. At dette må lykkes, må I gerne tage med i jeres forbøn!

Som sagt afrejse
29.06.12 kl 11.35 fra Hamborg med Turkish Airlines
               kl 15.40 ankommer vi til Istanbul, som vi igen forlader 19.10
30.06.12 kl 02.45 ankommer vi til Dar Es Salaam.
01.07.12 Begynder vi vores lange bustur mod Kipili, hvor vi vil ankomme d. 03.07.12.

05.07.12 går det løs med workshoppen for de 20 sundhedsarbejdere.


Hvilken (forhåbentlig) herlig måde at bruge sin sommerferie på!!