At sige farvel...

Jeg har forladt en landsby, et sundhedsprojekt og ikke mindst en masse venner, som i løbet af de måneder, jeg har været i Tanzania har fået en plads i mit hjerte.

Jeg håber, at jeg kan blive ved med at arbejde for "Projekt Mobilklinik", omend mit arbejde selvfølgelig nu bliver mere fra sidelinien, men jeg ser så stort et potientale i dette projekt, jeg er så imponeret over, hvor mange mennesker, projektet har kontakt til. De når nogle folk, som ingen andre når! Respice, der er leder af projektet, er en meget god mand at have på den post, han har rigtig gode tanker og visioner for projektet, han brænder for forebyggende sundhedsarbejde og har en meget vigtig evne i at inspirere de andre i teamet til også at brænde for dette projekt, selvom de ikke lige ser det som deres drømmejob. Jeg ønsker Anne- Elisabeth alt muligt held og lykke i hendes arbejde som volontør i mobilklinikken, må det både blive en velsignelse for hende og for projektet. 

Det var en utrolig smuk morgen, helt stille og en flot solopgang, den dag vi sagde farvel til Kipili. Det var specielt at køre ned fra Knuds grund og gennem landsbyen en sidste gang og virkelig prøve at suge det sidste af landsbyen ind, jeg tænkte endda på, at det var ærgerligt at bilens bagrude var så beskidt, så jeg ikke havde mulighed for at vende mig og få det sidste blik af Kipili. Vi havde nu forladt Kipili, måske for altid hvem ved, Kipili, som har været mit hjem i 5 måneder, som jeg er kommet til at holde meget af, og som har været ramme om mit fantastiske ophold her… ...troede vi i hvert fald!!! for da vi var kommet et stykke ud af vejen mod Katongolo blev Sophie bange for at hendes lille rygsæk ikke var kommet med i bilen og helt rigtigt den var intet sted at finde, så hun måtte bede om, at vi vendte bilen på den ret så smalle vej. Vi raste tilbage til Kipili, jeg kom på, at vi kunne ringe til en af de unge og få ham til at komme ned i byen med tasken, men men men i stressen kunne jeg ikke finde min mobiltelefon, og kom selvfølgelig i tvivl, om jeg havde glemt den inde på mit værelse, så Sophie, som sad på forsædet, løb ind i Knuds hus for at hente nøglen til mit værelse, mens jeg prøvede på at komme ud af bilen, men døren ville ikke op, så jeg var nødt til at bede Lisa (hollandsk pige, der havde været ved os nogle uger, og som nu skulle med til Sumbawanga), der også sad foran, om at hoppe ud og hente Sophies taske, som stod uden for vores værelser! Min mobil var ikke på værelset, og da Sophie ringede til den, kunne jeg mærke den vibrere i min taske. Vi måtte nu rase afsted mod Katongolo, jeg turde slet ikke spørge, hvad klokken var, hele vejen bad jeg til Gud om, at vi måtte nå bussen, da vi havde aftaler i Sumbawanga og allerede havde billetter til Dar dagen efter til 50000 Tsh, ellers tænkte jeg på, at vi bare skulle finde et lift til Namanyere, for så skulle vi nok finde en bus, jeg ville til Sumbawanga den dag!! Men da vi nåede Katongolo, så vi at bussen ikke havde været der, heldigvis!!

Det var svært at sige farvel til de mennesker vi har mødt hernede. Børnene i Cheke Chea gav vi en slikkepind og viste nogle af vores mange billeder af dem. Derefter satte vi os på en stol og så kunne de alle komme hen og sige farvel og give os et sidste knus, det var dejligt for os, men børnene fattede vist ikke helt, hvad der skete, og lærerne sagde, at dagen efter ville børnene helt sikkert spørge, hvor walimu (lærere) Sophia na Helena er ;)

Jeg havde bagt en kage (pulver-drømmekage, som Sophie havde haft med hjemmefra), assisteret af Sophie til at tænde op i brændekomfuret, til teamet i mobilklinikken, men det var kun pigerne Asha og Joyce, som var tilstede. Sophie og jeg drak the med dem og spiste kage. De havde købt en khanga, som de forærede os, hvor var det bare sødt. Sophie og jeg gik senere hen til Respice for at sige farvel og tak. Jeg har været rigtig glad for at arbejde i mobilklinikken og er så taknemmelig for, den måde de har gjort mig til en del af deres team. Respice var bare så sød og kunne næsten ikke sige farvel. Vi fandt også vores 2 boatdrivers og gav dem deres stykke kage og sagde pænt farvel.

Det hårdeste var at sige farvel til de unge, vores venner hernede. Det var mærkeligt at sige farvel, for jeg ved jo, at jeg højst sandsynlig ikke kommer til at se dem alle igen, og det bliver jo også rigtig svært at holde kontakt med dem, når jeg er hjemme i Danmark, for de har ikke mulighed for at komme på internettet og det er jo ret dyrt, at skulle ringe til dem og jo alt alt alt for dyrt for dem at ringe til mig. Det er svært at tænke på, at jeg ikke vil kunne følge dem, at jeg ikke vil få at vide, hvordan det går dem, om deres fremtid bliver lys eller hård, men jeg vil lægge dem i Guds hænder, det er vist det eneste og bedste, jeg kan gøre for dem. At jeg har lært disse unge at kende, har været en af de bedste oplevelser på min tur. Jeg savner dem, men er fyldt af taknemmelighed!

...er godt tilbage i DK. Dejligt at se familien igen. Mine forældres sølvbryllup er også godt overstået, det blev en fantastisk dag! Sidst i august starter jeg på 7. semester på medicin, jeg skal vist være læge ;)!

ROVER OVER AND OUT.   

Skrevet 7.8.2011 

I’m coming home, I’m coming home, tell the world I’m coming home…

Tænk at der er gået næsten 5 måneder, siden jeg for første gang så Afrikas røde jord og gjorde bekendtskab med Tanzania. Det er nu blevet tid til at bryde op og drage hjemad igen. Jeg følges med Sophie helt fra Kipili, vores rejseplan ser således ud:

15.7 Vi forlader Kipili, så er det virkelig farvel for denne gang, svært at vide om jeg nogensinde skal gense denne dejlige plet!! Bus til Sumbawanga fra Katongolo (6 km fra Kipili) kl. 8.15. Knud er på evangelisationstur så vi har fået John fra mobilklinikken til at køre os og vores store tasker til bussen. Vi vil lave nu-siger-vi-farvel-middag til nogle af Knuds elever inde i Sumbawanga.

16.7 Kl. 8.00 tager vi bussen til Mbeya. Vi påbegynder vores sidste bustur på grus i meget lang tid, efter 3 timers kørsel kommer der asfalt og det holder ved helt til Dar. Efter planen ankommer vi til Mbeya om eftermiddagen. Overnatte på New Millenium, som ligger lige ved busstationen.

17.7 Bustur til Dar. Tur på min. 14 timer. 

18.-19.7  Vi bor på Soma Biblia i Dar Es Salaam. Vores sidste shillings skal fyres af på diverse markeder. Måske en tur til stranden! Sophie og jeg får selskab af Therese og Anne Sofie, som har været på Zanzibar. Vi fire piger tager turen hjem til DK sammen.

20.7 Fly fra Dar kl. 8.45

         Lander i Heathrow kl. 16.35

         Fly til Kastrup 19.05

         Kl. 21.55 sætter jeg mine fødder på dansk jord igen!!! Bliver nu godt at komme hjem til dem, 

         jeg holder allermest af. Bliver hentet i lufthavnen ;)

TANGAZO: Alle Kipilis børn i alderen 4-6 år kom og leg!!! Hilsen Cheke Chea…

Fredag den 8.7 slog vi i Cheke Chea dørene op for alle byens børn i alderen 4-6 år. Vi holdte åben hus, og der kom 62 børn alt i alt, hvilket er ca. det dobbelte af, hvad der plejer at være.

Dagen startede som alle andre dage i Cheke Chea med at alle fik uji (vælling) og derefter tænderbørstning, de nye børn fik hver en tandbørste, som de kunne tage med hjem og forhåbentlig bruge flittigt hver dag. Da børnene fik fortalt historien om David og Goliat gik Sophie, 3 af de unge, som vi havde fået med som hjælpere, og jeg over på Primary-skolen for at forberede dagens lege. Vi skulle flyve med drage, lege med LEGO, spille fodbold og lege forskellige andre lege som Banke Banke Bøf, Lille Hund, hvem har taget dit kødben osv.

Børnene blev delt i hold af ca. 10 børn og så sendt rundt til de forskellige poster, desværre gik der ikke lang tid inden der gik kludder i systemet, da ikke alle af os lærere havde overblik over rokeringen, da det var svært at se, hvilken gruppe de forskellige børn var i, og da man ikke kendte alle hovederne, opdagede man ikke hvis nogle af børnene kom til din post flere gang. Til sidst var alle børn fordelt mellem at lege med LEGO og flyve med drage, hvilket nok også er det, de fleste ikke har prøvet så mange gange før. Det var en noget hård dag for os lærere, da 60 4-6 årige  er en ordentlig mundfuld at holde styr på, men alle børnene så ud til at have det rigtig sjovt, og det var jo meningen med det hele!!!   

Skrevet 11.7.2011

GUIDE: TANZANIA RUNDT I BUS, ”at rejse med de lokale på godt men laaaangt mest ondt”…

SUMRI HIGH CLASS: Kører på de fleste strækninger i Tanzania, dog ikke alle dage på de mindst fremkommelige strækninger. Man bliver altid mega glad, når man ser en SUMRY bus, da de er malet i alverdens neonfarver, og på de store veje er busserne i ret god stand, jo længere ud på landet du kommer, jo dårligere bliver vejene og jo dårligere bliver busserne. SUMRY kører sjældent til tiden, da der ofte er et eller andet, der skal ordnes på bussen inden afgang. Man får på de lange afgange noget at spise og drikke i bussen, bolcher, en kage, vand eller måske en sodavand, det er da HIGH CLASS! SUMRY er ret populært, så det kan være svært at få billetter til en afgang den følgende dag, hvis du ikke er indstillet på at få en ståplads i midtergangen, hvilket altid kan lade sig gøre.

HOOD: HOOD tog os fra Iringa til Arusha, hvilket er en meget lang tur på 14 timer. Vi dummede os noget, på denne tur, da vi ikke købte noget at spise, da der var mulighed for det. Pausen lå blot nogle timer efter afgang fra Iringa og vi havde medbragt brød og bananer, men det skulle vise sig at vores brød var blevet omdannet til smuler i Anders’ taske og bananerne ikke var særlig modne, så det blev en dag på ikke ret meget mad. Vi lærte, at man altid skal købe mad, når der er mulighed for det, og man skal altid tisse, når der er mulighed for det, for du ved aldrig, hvornår den næste mulighed byder sig, en lektion vi tog med os på resten af vores tur. HOOD har et ry for at køre som en brækket arm, jeg synes bestemt, at det ry holder, vi var vidner til meget hurtig kørsel, hasarderede overhalinger op bakke osv., så jeg var en smule glad det blev mørkt, og jeg ikke kunne se chaufførens kørsel. Vi havde dog god benplads, og der var ikke for mange med i bussen. Døren kunne dog ikke lukke.

MUHAMMAD CLASSIC: Vi skulle være på busstationen kl. 5.30 for at komme med vores bus til Tabora, den tidligste afgang vi prøvede. De spillede mega højt musik allerede fra den tidlige morgenstund, tanzaniansk popmusik og Bob Marley. Det skulle vise sig at blive en meeeeeeeeeeeeget lang bustur, da vi kørte på en ret stor sten og fælgen  på et af baghjulene blev ret så skævt. De skiftede hjulet med et eller andet, men det må stadig ikke have være helt godt for i Singida, hvor der var frokostpause, som plejer at være en pause på 10 min, holdte vi i 2 timer, da bussen endnu en gang skulle ordnes. De mekaniske problemer betød, at den bus, vi skulle have været med fra Nzega (116km nord for Tabora) var kørt, og vi kunne altså ikke nå Tabora samme dag!!

ALLYs: Bussen til Tabora kørte kl. 6, så endnu engang skulle vi tidligt op, man skulle tro vi var ved at være vant til det nu, men det er altså som om, det ikke rigtigt bliver nemmere. Bussen var i vildt dårlig stand, vi fik med jævne mellemrum ting, der dryssede af loftet, ned i hovedet, og vinduet, vi sad ved, var løst så det larmede bare mega meget.

SHAKILA: Vi gjorde brug af deres service fra Tabora til Sikonge, en tur på et par timer. Vi oplevede, at det var til at få pladser, selvom man køber billetter få timer før afgang. Man kunne få lov til at sidde på sit sæde alene, da de ikke lukkede flere ind end godt var. På busstationen i Sikonge var de dog nødt til at have værktøjskassen frem for at reparere noget på bussen, men det generede jo ikke os, da vi var kommet sikkert frem til vores bestemmelsessted.

AIRBUS: Dette selskab benyttede vi for at komme fra Sikonge til Mpanda. Det er ikke de mest oplyste mennesker, de har ansat på billetkontoret i Tabora, det var i hvert fald umuligt at få dem til at fortælle os, hvilke veje eller byer, vi ville passerer på vej til Mpanda. Det kort vi var udstyret med havde nemlig ingen veje mellem Tabora og Mpanda, så vi ville bare sikre os, men det kunne de altså ikke hjælpe med.  

Hvis du ikke står på i den by hvor bussen starter fra, kan du ikke være sikker på at dine tasker, lige meget hvor store de er, kan være i bagagerummene, vi måtte i hvert fald have vores ind i bussen. For at komme ned på vores pladser, heldigvis på 2. række, måtte vi kravle hen over tasker og mennesker, der stod i midtergangen, helt oppe under taget, da de havde lukket alt, alt, alt for mange mennesker ind i den bus.  Sikke et bøvl og sikke vi grinte!! De første 2 timer sad vi altså med Sophies store taske på skødet, min var længere fremme i bussen, så den har andre haft bøvlet med,  og der var vel at mærke 4 mand på et meget smalt 3 mandssæde, for selvfølgelig var der en mand, der mente at der også var plads til ham! Efter et par timer så Sophie, at de tog en taske ud af bagagerummet, og derfor måtte der jo være plads til hendes, så hun så sit snit til sende sin taske ud af vinduet og ind i bagagerummet,  hvilket dog  resulterede i at hendes taske havde det tykkeste lag af støv, jeg længe har set, da vi så den igen i Mpanda.

Selskabet, eller de mennesker, der solgte os billetter, opererer med et begreb, der i folkemunde kaldes ”Mzungu-bei”, hvilket betyder, at der er en pris for hvide mennesker og en anden for lokale, og dette selvom de eftertrykkeligt forsikrer dig om, at de ikke benytter sig af begrebet. På busturen spurgte vi os lidt frem om, hvor meget folk havde betalt for deres tur og fandt ud af, at de kun havde betalt 18000 i forhold til vores 25000 og blev ret så trætte af, at vi var blevet snydt af de fyre på busstationen. Man bliver bare så træt af, at nogle, bare fordi vi er hvide, synes at de kan snyde os, omregnet til danske kr. var det måske ikke så mange penge, og som en i bussen så frækt gjorde opmærksom på, havde vi selvfølgelig pengene, men det var trods alt omkring en tredjedel af billetprisen. Sophie var dog ret så standhaftig over for buskonduktøren og fik 5000 tilbage til os hver, et vigtigt slag hun vandt der, vi rejste trods alt på samme vilkår som alle andre. 

Skrevet 26.6.2011

Det støver noget hernede.

Bagagen skal nogle gange op på taget

Bussen bliver repareret. Ikke et sjældent syn!

Der er altid aaaaalt for mange mennesker med i bussen.

Hvor mange farver kan en bus males i??? Mange i følge SUMRY!

Spedalskhedsarbejdet i Sikonge…

Torsdag den 16.6  havde Sophie og jeg den fornøjelse at følge dr. Ruhamia og Richard, der begge arbejder på leprosariet/spedalskhedshospitalet i Sikonge. Der har i mange år været BDM-missionærer udsendt i spedalskhedsarbejdet i Sikonge, de nuværende missionærer var dog for tiden på orlov i Danmark, men vi havde alligevel fået lov til at komme på besøg.

  Vi startede dagen med at hente Richard, som allerede var i gang med arbejdet, i leprosariets camp, hvor de mest forkryblede af de tidligere spedalske bor. Disse mennesker har pga. de svære handicap, de har fået af spedaskheden brug for hjælp til mange af hverdagens gøremål. Her er de fleste beboerne alle over 70 år, og man sætter ikke flere ind her, men campen for lov til at uddø på naturligvis, ved årsskiftet var der 20, nu 18, der var netop en der var død natten før vores besøg, så vi kunne ikke komme ind og se campen, men dr. Ruhamia fortalte.

Derefter tog vi ud til landsbyen ”Kanoge” 5 km uden for Sikonge, hvor tidligere spedalske, der er bange for at vende hjem i frygt for andres udelukkelse, eller fordi de er bange for at smitte andre, men man smitter ikke, når man er i behandling eller helbredt!!!, så det er en tragisk misforståelse,  slår sig ned og starter et nyt liv. Der er 170 indbyggere, som alle er tidligere spedalske eller familie hertil. For at gøre op med denne stigmatisering af spedalske behandles tidligere spedalske kun på leprosariet, når de har følgevirkninger af spedalskhed, ved alle andre sygdomme behandles de på det normale hospital som alle andre. Det ugentlige besøg i Kanoge bruges til at give de tidligere spedalske mulighed for at vaske og smøre/fugte deres fødder. Når spedalskhed ikke opdages i tide påvirkes/ødelægges patienternes nerve, hvilket resulterer i, at de mister følesansen i lemmerne og mange af dem mister fingre og tæer. Denne nervebeskadigelse og de handicap, der kan følge med, kan man ikke gøre noget ved selvom patienten behandles og helbredes fra sin spedalskhed. Da de har mistet følesansen i deres fødder er det yderst vigtigt med fodpleje for at undgå rifter o.l., da de jo ikke kan mærke disse og derfor er i høj risiko for at få grimme, grimme sår, det er sår som disse, at patienterne på leprosariet indlægges med. Patienterne er ofte indlagt i måneder, da de bliver ved med at gå på deres sår, da de jo ikke gør ondt, og derfor ikke får ro til at hele op. Dr. Ruhamia gjorde meget ud af at vise os,  at man ikke skal være bange for, at disse patienter smitter med spedalskhed, ved at give dem et klap på skulderen, tage deres hånd osv., det blev jeg bare så glad for at se, for jeg har ofte oplevet, at lægerne her har helt skræk for at røre deres patienter.

Leprosariet har altid brug for sæbe og vaseline til behandling af de tidligere spedalskes fødder.

Nu var tiden kommet til, at vi skulle se selve leprosariet. Leprosariet er ret stort, og vidner om den lille landsby den i gamle dage var, da man isolerede spedalske fra resten af samfundet. Der var 7 patienter  indlagt, alle med grimme fodsår. Mange af pt. ligger alene på stuerne, da deres sår ofte lugter så grimt når de ankommer, at andre patienter ikke kan holde det ud! Mange af patienterne har gentagne indlæggelser bag sig, da deres hverdag udenfor hospitalet ikke er gunstigt for deres sårbare fødder, de har ofte alt for hårdt arbejde, ingen penge til sko, dårlig kost osv. Behandlingen af disse sår består i hvile/aflastning af det berørte sted, rensning evt. kirurgisk af såret samt pleje af området omkring for at afhjælpe opheling. Heldigvis blev vi fortalt at antallet af amputationer er stærkt nedadgående. Vi så også leprosariets lille operationsstue, samt det sted, hvor der bliver lavet specialfremstillede sko til deres forkrøblede fødder og proteser til folk, som har fået amputeret et ben, det er et fantastisk håndværk, men der var knap med de materielle ressourcer.

Hvor var det bare spændende at lære om en sygdom, som der er så mange myter og historier om, og som man ikke vil komme i berøring med hjemme. Man får jo helt blod på tanden, om man engang skal tilbage til Afrika som læge.

Skrevet 25.6.11

The Big 5…

Safari i Ngorongoro og Serengeti var en rigtig stor oplevelse. Vi sov i telt på camping-sites inde i nationalparkerne, hvor man kunne høre løver om natten, altså hvis man havde kunnet holde sig vågen lidt længere end jeg gjorde;)  

Vi så mange dyr bl.a. ”the big 5”

LØVEN: Det er løvinderne, der jager. Vi så også nogle være i aktion, men desværre ingen få succes, hvilket dog også kun sker i 10% af tilfældene. Løverne er nemlig ret så tunge katte, der har svært ved at komme op i fart, til gengæld falder deres farve perfekt ind i det tørre græs. Løver sover 20 timer om dagen.



Det kalder jeg en stor kat!



ELEFANTEN: Vi har desværre ikke set mange elefanter på vores tur, men nogle enlige hanner er det dog blevet til. Elefanter kan blive over 60 år, og de eneste af dyrene der kan finde ud af at forlade Ngorongoro krateret, de andre dyr fødes og dør i krateret. Det var en skør tanke at forstille sig at dyrene ikke ved at verden er større end krateret.



Der er altså en leopard på billedet



LEOPARDEN: Har en succesrate på 90%, og jager ikke for sjov. De har lange klør og befinder sig ofte i træerne.
BØFLEN: Ligner en dum forvokset ko, men man skal ikke tage fejl, det er et ret så farligt dyr især hvis den er såret.
NÆSEHORNET: Ngorongoro er stedet, hvor man skal håbe på at se næsehorn, men bestanden er nede på 10 dyr, da de har været ofre for krybskytter, så man passer rigtig godt på dem. Hvert næsehorn er bevogtet af mindst en bevæbnet ranger, der har ordre til at skyde, hvis man kommer for tæt på dyrene, for man kan jo i princippet ikke se forskel på en dum turist og en krybskytte. Hver dag bliver der også sendt rapport til regeringen ang. bestandens forgodtbefindende.







Coming up: RUNDTUR I TANZANIA…

Så er tiden kommet til at Sophie, Anders og jeg skal på rundtur i Tanzania. Vores rejseplan ser sådan ud:

2.6 Kipili-Sumbawanga. Knud kører.

4.6 Sumbawanga-Mbeya. Med bus, hvilket vil være det transportmiddel vi benytter os af resten af turen.

5.6 Mbeya-Iringa

6.6 Iringa: Isimilla Stoneage, der er en park med klipper i alverdens former skabt af regnvand, der er faldet i tidens løb.

7.6 Iringa: Neema Craft, der er en fabrik, hvor folk med forskellige handicap arbejder, de er kendt for deres elefantlortspapir!!

8.6 Iringa-Arusha, bustur på min. 14 timer

9.6 Bufferdag (hvis alt går planlagt bruger vi dagen i Arusha, Anders til at finde et selskab, der vil tage ham op af Mt. Kilimanjaro)

10-12.6 Safari i Serengeti og Ngorongoro NP, her håber vi på at se 1000000 gnuer, næsehorn løver og, og , og…

13.6 Arusha: Mt. Kilimanjaro. Her deles vore veje, da Anders vil bestige Afrikas højeste bjerg, mens Sophie og jeg har planer om at tage billeder af bjerget fra en terrasse ved en restaurant, vi har hørt skulle have en god ”location”. Efter de 5 dage Anders tænker, han skal bruge på at komme op og ned af bjerget, rejser han til Dar for derefter at tage hjem til DK den 22.

14.6 Arusha-Tabora, dette er det punkt i rejseplanen, som vi ikke ved om holder, vi aner nemlig ikke om det er muligt at rejse dette ret lange stykke vej på 1 dag, når man kun har offentlig transport til rådighed, men vi må tage det som det kommer!

15.6 Tabora-Sikonge

16.6 Sikonge: Her er der et spedalskhedshospital, hvor der er udsendt BDM missionærer til, de er dog hjemme på orlov, men vi har fået nogle telefonnr. på nogle, der vil vise os rundt.

17.6 Sikonge-Mpanda

18.6 Mpanda-Kipili via Namanyere, og så har jeg på fornemmelsen, at vi ikke gider køre i bus mere, har lyst til at vores ting skal ligge i et skab og ikke en bagpack og bare have lidt hverdag igen, men forhåbentlig også fyldt af gode oplevelser fra en fantastisk tur.   

Match of the Year…

  Kl. 20.30  lørdag den 28.5 gik turen mod Kirando, da det jo var CL-finale dag!!! Kampen kunne ikke vises her i Kipili så mange mænd + os 4 DK-piger var troppet op på byens torv for at komme med en lastbil ind til Kirando. Der var helt fyldt på ladet, allerede da vi ankom, men vi piger fik heldigvis anvist plads inde i førerhuset, så slap vi for at stå op, være bange for at vi ville falde af ladet samt undgå den meget støv, man helt sikkert ville døje med oppe op ladet (regntiden er for alvor slut hernede, og vejene er super støvede, der er også ved at være efterårsfarver, snart vil alt være knastørt). Turen tur/retur kostede 500 TSh. På vejen ind til Kirando, så vi en 1,5-2 meter lang hugorm (den slange der slår flest ihjel hernede, da den er meget langsom og godt kamufleret), der var på vej over vejen, ihh hvor var vi alle glade for, at vi sad højt oppe i et førerhus og ikke gik!!

  Inde i Kirando skulle vi betale 300 TSh for at komme ind på det sted, hvor de viste bold og der var bare proppet!! Til at starte med kunne vi slet ikke se skærmen for alle de mennesker, men Knuds traktørfører, som også var med på turen, hjalp os med at få et sted at sidde, det kostede 1000 TSh, at få dem der allerede sad på pladsen til at flytte sig , men det var nu dejligt, godt med gode kontakter!!! Barca vandt jo desværre 3-1 og er champions 2011, men det var en god kamp og en mega fed måde at opleve den på sammen med ca. 200 afrikanske mænd under et stråtækket halvtag. Tror jeg for altid vil kunne huske CL-finalen 2011.

Kl. 1 var vi tilbage i Kipili… og for at det ikke skal være nok, fandt og dræbte vi en godt nok meget lille skorpion i vores vask på toilettet, så nu er listen over farligt kryb vist ved at være fuldendt, da den foruden slanger, skorpion også indeholder skolopender og et par store og giftige edderkopper (den ene inde på vores badeværelse, ah altså). Sammen med de uskadelige men alligevel klamme og slet ikke små kakerlakker, utal af ikke giftige edderkopper samt frøer og en mus på mit værelse, som vi til dagligt lever med. Jeg synes altså ikke helt om, hvis vi skal til at være bange for, hvad der mon overrasker os næste gang!

Skrevet 31.5.11     

Der, der, der er PARTY i provinsen…

  Sophie og jeg havde i noget tid gået og tænkt på at holde en fest for de 11 studerende, som bor her hos Knud, og det førte vi så ud i livet fredag den 27. Torsdag aften lavede vi indbydelser på i hvert fald forståelig swahili, som vi pænt dekorerede med tegninger i bedste børnefødselsdagsstil. De blev inviteret til fest i Sophies værelse fredag aften kl. 21.

  Fredag efter endt arbejdsdag stod den så på at gøre klar til festen. Vi pyntede op med blåt toiletpapir og lyserøde og røde blomster samt en petroleumslampe udenfor døren. Vi var nede i byen og købe hele 15 sodavand til den vilde pris af ca. 45 kr. i alt, og bagte et bjerg af pandekager. Kl. godt ;) 21 kunne vi så med glæde åbne døren og byde dem alle KARIBU!

  Vi tvang vores gæster til spise deres pandekager med kniv og gaffel, da det jo er den eneste måde, vi i Danmark spiser pandekager på J, og det var bare svært for dem, de fleste vidste slet ikke hvordan man holder rigtigt på bestikket! Men alle fik vist det, de kunne spise.

  Til underholdning havde vi bestemt, at vi skulle lege stoleUNO, og det blev rigtig sjovt da alle efter nogle omgange havde fattet princippet, selvom de ikke var helt vilde med at skulle sidde oven på hinanden, en god tanke tilbage på Teenlejr på Tonneshøj, hvor jeg fik kendskab til denne fabulous-leg. Bagefter dansede vi, eller det meste af tiden så jeg på, at de dansede, de er ret gode til det med at flytte lemmerne! Lidt før midnat sagde vi godnat, og alle takkede for en dejlig aften.

  Jeg er bare så glad for, at vi fandt på at holde en fest med disse unge mennesker, som jeg har rigtig meget ud af at have lært at kende og på den måde vise dem, at vi er kommet til at holde af dem og rigtig gerne vil være sammen med dem. Det var virkelig en alle tiders aften!!!

Skrevet 30.5.2011

SAFARI- Katavi National Park

  Mandag morgen (9.5.11) måtte Sophie og jeg rigtig tidligt op (6.00), da det ikke var lykkes os at finde nogle der kunne køre os til bussen i Katongolo 6-7km fra Kipili, så vi måtte jo ligesom afrikanerne gå!...men men men vores rare butler fik medlidenhed med os og arrangerede, at Knuds traktørfører kunne køre os, vi fandt aldrig ud af, om han skulle ud den morgen, eller om turen udelukkende var for vores skyld, men det sparede os for 1,5 times gåtur, så vi klagede ikke (selvom det rystede rigtig meget og vi blev totalt støvede)!!!

  Bussen var der (ca.) til tiden (HURRA), men der var mange med og vi havde fået billetter på 2. sidste række og da vi endelig, efter en masen og puffen hele vejen ned igennem den noget smalle midtergang, nåede derned, så vi at det var en mor med et lille barn, der sad på vores sæder, så vi valgte at stå op den time turen til Namanyere tager. Nede bag i bussen er der ikke så god affjedring så man letter, når bussen kører over et bump i vejen (og dem er der jo ikke få af hernede), vi blev dog efterhånden bedre til at affjedre i knæene.

  I Namanyere havde vi ca. 1,5 time ”to kill” og vi nåede at få en lur og sælge Therese og Anne Sophies billetter (de havde fået et lift til Katavi søndag morgen, men havde allerede købt busbilletter. Sophie og jeg ville hellere blive en dag længere i Kipili, hvor vi bl.a. gik over på 2. School og så fodbold >>Kipili mod 2.School, endte 2-0<<) . Bussen videre mod Mpanda (hvor Jeanette og Heidi, de to danske Fremtid og Håb- volontører fra Sumbawanga allerede var i) var bestemt ikke mindre fuld, men nu havde vi dog billetter på 2. første række, så det var rimelig nemt at nå vores sæder denne gang , men det skulle vise sig ikke at være mere behageligt, da folk hang ind over vores sæde, så man skulle passe på ikke at blive presset op mod diverse armhuler, det bliver altså hurtigt lidt for intimt!! Efter nogle timers bustur ankom vi til Stalike en lille landsby lige uden for Katavi NP, hvor vi skulle overnatte på River Side Hotel, som lå lige ved bredden af Katavi River, hvor der var flodheste der boltrede sig, fedt at falde i søvn til flodheste grynt, det er jo verdens farligste dyr!! På River Side mødtes vi med Therese, Anne Sofie, Knud og Anders.

  Efter nogle timer, hvor vi havde taget billeder af flodheste, boardede vi alle 8 Knuds LandCruiser og drog på safari, vi så mange bøfler, impalaer, giraffer (nej, hvor er de bare flotte, jeg er endnu mere vild med dem efter at havde set dem i det vilde), en farlig farlig slage, hr. Nielson-aber, krokodiller, mange forskellige farvestrålende fugle, zebraer, varaner og en enlig gammel hanelefant, men desværre ingen løver selvom vi kiggede længe efter dem! Halleluja for Guds fantastiske natur!             

Skrevet 12.05.11

Dagen, hvor jeg ikke følte mig velkommen…

  Et af vores jobs i mobilklinikken for tiden er, at vi tager ud i landsbyerne og vaccinerer børnene for bl.a. polio, mæslinger, tuberkulose osv (børnevaccinationer er gratis her i Tz). Denne fredag (7. maj) skulle jeg med til Ch. Katete en lille landsby nord for Kipili. Jeg har efterhånden besøgt en del landsbyer langs søen og hver gang tager jeg noget opmærksomhed, og der er altid børn på stranden for at se den hvide gå i land og folk råber også tit mzungu efter mig, men det plejer at stilne af, når de ser at jeg kommer sammen med de andre fra mobilklinikken. Denne dag ville tilråbene dog ingen ende tage, folk blev ved med at råbe efter mig og tiltale mig mzungu, voksne og børn. Mit arbejde denne dag bestod i, at jeg skulle veje alle børnene for derefter at skrive det ind i deres journal, hvor man følger børnenes vægt for at registre, om de får, hvad de skal. Problemet var bare, at denne dag var der sååååå mange af børnene, der var mega bange for mig, så de skreg som stukne grise, når de kom tæt på mig, og det hjalp slet ikke, at jeg smilte og prøvede at trøste og vise dem, at jeg synes de var fantastisk søde, og deres mødre synes bare det var sjovt, at de var bange for den hvide og grinte meget højlydt! Men gennemførte dog opgaven selvom det ikke var sjovt!

  Da vi skulle forlade Ch. Katete skulle vi have en mor og hendes lille søn med til Kirando (den større by der ligger 15km fra Kipili) og denne dreng var ikke bare bange for mig, han var helt hysterisk og skreg op så snart hans mor slap hans hånd, han turde slet ikke se på mig…øvøv

  I Kirando skulle vi aflevere de vaccinations-remedier, som vi ikke havde brugt i løbet af dagen, tilbage til Kirando Health Center, så Joyce og jeg gik op gennem byen, og selv her var der mange, der råbte efter mig. På vejen tilbage til havnen, hvor resten af teamet ventede på os, kom en fuld mand hen mod Joyce og mig og ville meget gerne have min opmærksomhed, men det var jeg altså ikke særlig interesseret i, så jeg gik om på den anden side af Joyce, hvilket resulterede i, at han slog ud efter mig og ramte mig på ryggen…nå ja ingen skade sket, andet end at jeg blev lidt overrasket! Længere nede af vejen mødte vi så Bert (gift med Marjo som indtil dec. var leder i mobilklinikken, de er tilbage i Kipili i et humanitært arbejde). Med i bilen var også dr. Shauri, som kaldte mig over til sig og fortalte, at jeg ikke måtte gå længere ned af vejen, da der var en gal mand med en pind, som ville slå mig, da han var vred på alle hvide. Jeg prøvede at fortælle, at jeg  blev nødt til at komme ned til havnen, da teamet jo var dernede og vente Joyce og jeg, og at jeg havde efterladt min rygsæk i båden, men dr. Shauri insisterede på, at jeg skulle køre med Bert hjem til Kipili i stedet, og Joyce ville så sørge for at min taske kom sikkert hjem, så enden blev at Bert evakuerede mig ud af Kirando!!! Kunne simpelthen ikke lade være med at sidde og grine for mig selv hele vejen hjem over denne absurde dag, og så glædede jeg mig bare til at komme til Kipili, hvor folk ved hvem jeg er og kan lide mig for det og børnene ikke er bange for mig, men i stedet kommer og giver et knus!!!  

Skrevet 12.05.11     

Liemba

-Anders, Sophie (2 af mine medvolontører) og jeg gjorde denne tur sammen. Indlægget er skrevet af Anders, med nogle få af mine tilføjelser!

”They let the shit out in Zambia”. Jeg sidder sammen med Helene og Sofie mine medvolontører samt en hollænder og en schweizer og udbryder denne dumhed. Sekundet efter jeg har sagt sætningen, fortryder jeg. Den er ufatteligt dårligt timet. De andre tager det nu meget pænt, de kigger lidt rundt på hinanden med skæve smil og medlidende øjne og begynder så at snakke om noget andet.

Scenariet fandt sted i cafeteriet på Liemba verdens ældste færge, som stadig er i brug. Der er nu ikke noget forkert ved sætningen. På det tidspunkt havde vi været i Zambia og det var her de valgte at tømme toiletterne og det var der også brug for! Toiletterne på færgen var noget nær det ulækreste, jeg har oplevet. Det stank ikke bare ufatteligt kraftigt, man kunne også mærke luftfugtigheden! Selvom toiletterne ikke var fantastiske var sejlturen på færgen en fantastisk oplevelse. Liemba sejler langs østbredden på Tanganyikasøen fra Kigoma til Mpulungu i Zambia og tilbage. Færgen er bygget af tyskerne før førsteverdenskrig og har en interessant historie: Bygget i Tyskland, pakket ned i kasser, sejlet til Dar Es Salaam, med tog til Tabora ”jernbanen gik ikke længere” og båret af mænd til Tanganyikasøen. Da tyskerne tabte magten over landet sank de Liemba, da de ikke ville have englænderne skulle bruge den, men da søen er fersk kunne man blot bjerge den igen, da tid var. Sofie, Helene og jeg kom på færgen i Kipili og sejlede derfra til Zambia og tilbage igen på omkring to døgn. På de to døgn nåede vi at sætte vores fødder på Zambisk jord, møde en masse danskere og meget mere.

Vi stod forventningsfulde på færgen en sen aften i Kipili. Der er ikke en havn i Kipili så, ligesom mange andre små fiskerlandsbyer langs ruten, kommer man om bord ved hjælp af små både, som så ligger sig op på siden af skibet. Det er altid et kaos at overvære og være en del af. Folk råber og skriger og bådene sejler imellem hinanden i en stor pærevælling. Nogen skal have en masse tørret fisk læsset af, andre sætter passagerer af og på og nogen er der bare, fordi de er nysgerrige. Kaosset fortsætter inde i skibet, hvor de af en eller anden mærkelig grund har valgt at sætte billetkontoret lige der, hvor alle skal ind.

Imens vi stod, som sild i en tønde og hørte på vrede gloser fra folk der maste og skubbede for at komme ind på skibet, fik vi vist vores pas og afleveret 40.000 shilling hver for en andenklasses kahyt. Da vi endelig blev lukket op på dækket opdagede Helene, at hun ikke havde sin sovepose på sig. Problem! Heldigvis kom der en meget glad og pumpet sømand med soveposen lidt efter. Vi sagde asante sana(mange tak) og han smilede med det største tandpastasmil. Den samme sømand skulle i løbet af turen spørge mig om penge hele fire gange, med det samme tandpastasmil smurt på.  

Der er en helt speciel stemning på Liemba især om aftenen. Passagererne og sømændene ligger og sover alle vegne på hele færgen. I bagenden sidder sømænd og spilder Ludo og snakker. I forenden bliver der stadig arbejdet med gods og man kan høre højrøstede stemmer. For hyggens skyld valgte vi at sove på dækket. Færgen var så fyldt, at vi havde problemer med at finde et sted, hvor vi kunne være, men til sidst fandt vi et hyggeligt hjørne på det øverste dæk.

Næste morgen da vi stod op, fandt vi ud af, at der var fire unge danskere med på færgen. Vi troede ikke, at der var andre hvide med, og hvad er så lige chancen for at det er danskere! Det er jo ikke så tit man møder andre danskere hernede. Danskerne skulle allerede af i Kasanga, så vi nåede kun lige at høre, at to af dem dansede stammedans, og de to andre havde arbejdet på et hospital længere nordpå.  

Efter Kasanga var næste stop endestationen Mpulungu i Zambia. Vi var meget i tvivl, om vi skulle gå i land, fordi det ville koste os hver 50 dollars, at komme ind i landet og 50 dollars at komme ind i Tanzania igen, men det viste sig ikke at være noget problem da grænsekontrollen lå længere inde på havnen. Efter ca. 5 timer i havnen og en lille gåtur på Zambisk jord mødte vi igen danskere. Det var omkring 10-11 rigtige unge ”danskere”, som vi kender dem derhjemmefra. Nogen af dem var fulde og førte sig frem, andre var rigtigt flinke og var villige til at høre om, hvorfor vi var her og om vores projekter. Mest af alt var de optaget af at fortælle om det projekt de var ved at oprettet. Det var en kombination af adventure for turister og gratis skole for afrikanere og de havde været i P3 og skulle snart i ”Godmorgen Danmark”.  

På hjemturen havde vi vænnet os mere til atmosfæren på skibet. Om dagen sad vi udenfor og nød vejret om aftenen lavede vi lysbilleder med lang lukketid(se billede). Skibet blev fyldt op med røget fisk, så man nærmest ikke kunne gå nogen steder. Folk ville meget gerne have billeder sammen med os og så mødte vi en Schweizer og en Hollænder, som var i gang med at rejse Afrika og Sydamerika tyndt.

Alt i alt var det en dejlig og oplevelsesrig sejltur, hvor vi mødte en masse forskellige mennesker.

Liv og glade dage når Liemba skal læsses

Sjov med lang lukketid på mit kamera, kunstværk af Anders

Kalambo fall

Jeg har i går været på tur med 10 andre danskere til Kalambo fall, der er et vandfald på grænsen mellem Tanzania og Zambia. Turen var arrangeret af Peter, der er LM-missionær på bibelskolen i Sumbawanga og med var os 5 BDM-volontører, 2 piger, der er udsendt af Fremtid og Håb til et børnehjem i Sumbawanga samt 3 danskere, der i 3 måneder vil rejse rundt i Tanzania og omegn, og tilfældigt skulle samme vej.

Vi kørte i Peters 4hjulstrækker og stævnede ud fra Sumbawanga ved 7tiden. Vi 5 fra BDM skulle sidde bagi og blev godt og grundigt rystet igennem, for det var en noget bumpy-road, vi skulle følge sydpå.

Ved 11tiden var vi fremme ved Kalambo fall. Man skal gå et stykke fra hvor vejen ender og ned til vandfaldet, men vi havde alle gode sandaler på, så det var intet problem, at gå ned af skråningen. Kalambo fall er 235m højt (man kan kun se det var toppen) og falder ned i en mægtig kløft, som er en del af ”Great Rift Valley” , og da vi stadig er i regntiden var der masser af vand i floden, så man følte bestemt der var store kræfter på spil. Et utrolig smukt syn! Og hvor var det bare fantastisk så uberørt stedet var, vi var de eneste turister, en lille skjult perle!

Efter medbragt frokost kørte vi til Kasanga, hvor vi skulle overnatte på en dejlig lodge lige ud til Tanganyikasøen. Sophie og jeg sov i et telt. Eftermiddagen blev brugt på afslapning, og efter aftensmad sad vi og sang danske sange, det var en speciel følelse at sidde sammen med en flok danskere i Tanzania og synge ”I Danmark er jeg født”… Vi gik rimelig tidlig i seng, da vi 4 piger fra Kipili skulle med en bus tilbage til Sumbawanga næste morgen kl. 5!!!

Skrevet 28/4 2011 

Kalambo fall på grænsen mellem Zambia og Tanzania. Vandet falder 235m med i en mægtig kløft

Opstandelsesdrama

Sophie, Anders og jeg ville gerne lave et dramastykke med nogle af de unge, der var med på påskelejr til gudstjenesten påskesøndag, det skulle blot være en dramatisering af søndagens evangelium (joh. 20). Vi havde brugt nogle aftener på at skrive bibelteksten om til et manuskript og derefter oversætte til swahili, da vi tænkte at det sikkert blev nemmere at instruere på engelsk, hvis de havde forstået, hvad de skulle gøre (de kan ikke alle sammen lige meget engelsk).

Det skulle dog vise sig at være lidt svært, at få nok unge til at ville deltage så Anders, Sophie og jeg blev hver nødt til at have en rolle, hvilket dog også var fint nok, da det jo så rigtig blev et samarbejde mellem dem og os.  Vi øvede lørdag eftermiddag og det krævede noget tålmodighed fra vores side, og de kom ofte op at diskutere men til sidst lykkes det os at spille det helt igennem. Vi havde bygget en grav i hjørnet af kirken ud af en masse tæpper og lavet en stor sten ud af et malede papkasser og vi havde fundet kostumer til alle aktørerne (heldigvis kan man jo lave fine kjortler ud af lagner!)

Opvisningen i kirken gik fint, de var lidt nervøse, men gav udtryk for at det havde været sjovt at være med, da vi spurgte dem bagefter og gav dem et klap på skulderen, hernede er det ikke kutyme og anerkende ret meget, så det synes vi var vigtigt!!! Sophie og jeg spillede engle så resten af dagen gik de og kaldte os ”malaika/angel”!!

Andre oplevelser her fra påskedagene:

-          vi har spist ris og bønner med fingrene for første gang (det går altså nemmere med ugali’en)

-          der er blevet udklækket 5 søde kyllinger lige til påskesøndag

-          vi har set (Anders var en ret aktiv del af processen) 5 får blive slagtet. Vi spiste dem efter gudstjenesten påskesøndag, da hele menigheden spiste sammen i kirken

-          Sophie og jeg har vasket op på afrikansk maner, hvilket indebærer, at man gnubber de sorte bålgryder med sand, virkelig noget, der slider på håndfladerne. Desværre vaskede de op nede i søen, hvor vandet jo ikke er rent, og da vi ikke kunne få dem talt fra det, var vi nødt til  at ”sladre til” Knud så han kunne tage en snak med dem, det er virkelig ikke godt at vaske tallerkner, krus og andet du spiser af op samme sted som folk bader, vasker tøj osv.

-          Marjo og Bert gav os chokolade-påskeæg og Knud gemte dem inde i stuen så vi kunne komme på jagt ”der har været en lille påske-hare, den har lagt et påskeæg…”

Skrevet 28/4 2011

Jesusfilm- Open air bio…

Vi har haft en dejlig påske her i Kipili. Knud afholdte påskelejr for 20 unge fra landsbyen (det var meningen, at der også skulle have været unge fra 2 andre landsbyer, men de mødte desværre ikke op).

Lørdag aften viste Knud Jesus-film for alle interesserede i Kipili. Der var blevet sat et stort lærred op på en åben plads i landsbyen og så sad folk på jorden, trappetrin osv., og der var mødt rigtig mange op, 200 tror jeg! Jeg sad sammen med nogle af pigerne fra Kipili Secondary School, som også havde været med til påskelejren (Knud betaler skolegang for nogle af dem og de bor i værelser på Knuds grund). En af de mindste piger (lillesøster til en af Knuds elever) spurgte mig, om hun måtte sidde oppe ved mig, og det måtte hun selvfølgelig. Det føltes bare så godt og meningsfyldt at sidde sammen med disse dejlige piger, som ikke kan meget engelsk, så jeg må prøve mig frem med swahili samt kram og håndtryk og smil, med armene om denne lille pige og se jesus-film sammen med disse mange afrikaner i en landsby, jeg er kommet til at holde rigtig meget af. Det var også rigtig dejligt at se Knud i aktion på ægte missionærvis (meget af Knuds tid går med at tale med folk, som er kommet for at bede om hans hjælp, men det går jo let ubemærket til).  

Skrevet 26/4 2011

Palmesøndag og afrikansk bryllup

I dag har bestemt ikke været en helt almindelig søndag. For det første var der, helt usædvanligt, rigtig mange udenfor kirken allerede 5-10 min i 10 (vi plejer kun at være en håndfuld til tiden, resten kommer dryssende efterhånden). Vi startede udenfor, hvor vi stillede op i række, hvorefter vi i samlet trop gik ind i kirken syngende og viftende med blomstergrene, biblodrama over ”Indtoget i Jerusalem”.

I anledning af, at Anne Sofie og Therese (de to nye piger, der er stødt til os her i Kipili) skulle præsenteres i kirken, havde vi forberedt at synge en sang ”Jesus i din nærhed” (eller rettere havde vi brugt meget af aftenen i går på at øve, da andenstemmen slog lidt knuder ;) ). Anders spillede tromme til og tog alle med storm, da det ikke er tit de ser en mzungu spille bongotromme. Vi andre klarede det vist fint nok ;)

For det andet var der foruden vores egen evangelist også en præst tilstede ved gudstjenesten. Ved morgenbordet fortalte han, at hans navn betød 50cent, så mens han stod på prædikestolen kunne jeg ikke lade være med at tænke på dennes amerikanske navnebror! Præsten var blevet bestilt i anledning af at hele to par skulle vies denne søndag + to børn døbes nu der var en præst tilstede!! Så I kan nok forstå, at vi var i vores pæneste tøj, havde sat håret og vi piger havde alle mascara på!

Brudeparrene sat på stole oppe foran alteret, og da de skulle vies rejste alle 4 par sig, og så blev mændene først tilspurgt og derefter kvinderne, de to par blev altså gift sideløbende og havde altså ikke hver deres time in the sun… da alle 4 vielsesringe var på plads jublede hele kirken, man klappede og hujede og kvinderne slog triller med tungen samt nogle hængte blomster-mm.-kæder om parrenes halse.

Bryllupsfesten for det ene par (det andet havde valgt ikke at holde fest) blev holdt i Community Centre, som i dagens anledning var blevet pyntet med lyserødt toiletpapir, farvestrålende stof, plastikblomster, lyskæder på Dj’ens bord, julekugler osv., hele farvepaletten var benyttet.

Vi 5 volontører kom lidt i tvivl om vi egentlig var inviteret med til festen, da folk afleverede en lille seddel (invitation) når de gik ind, og vi havde kun en mundtlig invitation fra Knud (som var blevet væk fra os), så vi stod udenfor og vente lidt, men tog os så endelig sammen og gik ind og blev (selvfølgelig) vist op til hovedbordet, vi er jo en del af Knuds hus (gommen arbejder for Knud). De andre sad på stole langs væggen, og børnene sad på gulvet.

Der var en Dj ”Dj Bwana”, der spillede højt musik, f.eks. Boney M med Rivers of Babylon og en konferencier, der styrede slagets gang via en mikrofon, som han ofte holdte så den pib.  

Korene fra kirken sang, nogle af gæsterne dansede, de har bare så meget rytme i kroppen hernede. Så der var rigtig fest!!

Når man skulle afleverede sin gave skulle man gå ned i enden af rummet og så danse gaverne frem til brudeparret, vi 6 (Knud, Sophie, Therese, Anne Sophie, Anders og jeg) var ingen undtagelse. Aner ikke hvordan det så ud men de hujede og klappede af os, så vi faldt vist ikke helt igennem J

Vi fik lam (dejligt mørt!!! ikke en selvfølge hernede, nærmere undtagelsen), ris og bønner og så blev der serveret sodavand. Nogle kvinder/mamaer fra kirken havde lavet maden. Alle fik selvfølgelig tilbudt håndvask inden mad, som er kutyme hernede.

Brudeparret kunne man ikke slå mange smil af hele festen, det så nærmere ud til at gæsterne havde det sjovest (Knud snakkede dog med gommen senere på aftenen og han gav udtryk for, at de havde haft en god fest, heldigvis)

Kl. 15 var hele herligheden ovre og brudeparret blev fulgt hjem til deres hus af syngende bryllupsgæsterne.

Derefter var vi mere end klar til at komme af vores pæne, men efterhånden noget svedige tøj og tage ud og få en dukkert!

En rigtig dejlig søndag.

Skrevet 17/4-11

Volontører klædt på til bryllupsfest

En anderledes tur til Kirando

-Anders, Sophie og jeg gjorde også denne tur sammen, Sophie har skrevet indlægget! (vi var alle 3 kommet lidt bagud med at skrive til bloggen, og delte altså arbejdet i mellem os!)

Kirando er en by, som ligger ca. 10 km nord for Kipili. Normalt kører vi med Knud dertil, men sidste søndag ville vi gerne købe noget, og da Kirando er en noget større by end Kipili, valgte vi, Anders, Helene og jeg, at cykle derind. Vi lånte to cykler fra mobilklinikken og én fra Knuds butler. Altså det var cykler, men de var ikke fantastiske og ikke den standard, jeg er vant til hjemmefra. Bremserne virkede ikke særlig godt, man kunne ikke rigtig skifte gear, på én af cyklerne faldt kæden af nogle gange, og ellers var der en masse andre raslelyde.

Men det var dejligt at prøve at sidde på en cykel igen – i hvert fald det første stykke! For jeg syntes ikke, at vi var kommet ret langt ud af byen, før at jeg svedte meget og tænkte, hvorfor i alverden vi havde bevæget os ud på den tur! Det skal siges, at det første stykke ud af Kipili går op af bakke, og jeg syntes straks, at det gik bedre, da det begyndte at gå nedad. Op ad bakke blev Helene og jeg nødt til at trække, for det var simpelthen for hårdt at træde rundt, især når man ikke kunne skifte gear.

Men vi kom forholdsvis hurtigt halvvejs til landsbyen Katongoro. Og det gik også fint resten af turen. Undervejs hørte vi en masse råbe Wazungu, og jeg tænkte, at de nok syntes, det var lidt mærkeligt, at nogle hvide kom cyklende. For de har jo mange penge og sikkert også en bil, så hvorfor cykler de???!

I Kirando havde vi fortjent en sodavand – godt svedige og jeg rød i hovedet. Det var virkelig lækkert, og oven i købet var den køleskabskold! Det er ikke tit, at vi får drikkevarer, der har været på køl. Vi ville tage et billede af os selv, cyklerne og sodavand, så vi brugte selvudløser. Det var ret sjovt og også til stor morskab for de andre folk, der sad omkring os. Vi ordnede de ting, vi var cyklet for og bestemte os så for at cykle ned på havnen for at se, om der var en båd, der sejlede til Kipili.

Lige da vi satte os op på cyklen, var der en mand, der prøvede at hoppe op på Helenes cykel. Bagagebæreren på mange af cyklerne hernede er forstærket, så de kan køre med nogle tunge ting eller personer, så derfor tænkte manden vist, at han godt lige kunne sidde der. Det var lidt ubehageligt, at han sådan fulgte efter os et stykke og forsøgte at hoppe op, men vi fik ham heldigvis til at holde op.

Vi kom ned til havnen og der var en båd, der sejlede til Kipili og derefter videre til Congo. Det troede, jeg nu ikke rigtigt på, men det viste sig, at det var rigtigt nok. Det kostede 10.000 shilling for os tre og vores cykler (ca. 40kr). Vi tænkte, at det var ikke meget, så vi ville gerne med. De sejler kun i træbåde hernede, og det ser ret spændende ud, så vi valgte at tage båden, fordi vi gerne ville prøve det og så for at slippe for at cykle hjem.

En mand begyndte at løfte vores cykler ombord. Vi valgte at prøve at prutte lidt om prisen med en anden mand og gav ham så 8000 shilling. Vi gik ombord på båden og lidt efter kom ham, der havde læsset cyklerne ombord tilbage med 6000 shilling, hvor han så selv beholdt de sidste 2000 og gik. Jeg tænkte kort, at det var da en billig sejltur, men jeg kom så til at tænke på, at han måske tog pengene bare for at læsse cyklerne ombord. Ham, vi havde givet de 8000, havde slet ikke noget med båden at gøre, og det var egentlig ret heldigt, at de andre tog pengene fra ham igen, ellers var vi godt nok blevet snydt!

Vi blev skubbet ud fra land, og så kunne de ikke starte motoren. Ankeret sad fast på bunden, så ankerdrengen sprang i vandet og fik ankeret op. Efter adskillige motorstart kom den endelig i gang, og vi sejlede afsted. Da vi startede med at snakke om at skulle sejle hjem, var det også fordi, at vi tænkte, at det var hurtigere for os end at cykle. Men det gik hurtigt op for os, at det var slet ikke rigtigt - vi havde virkelig ikke tænkt os ordentligt om! Vi vidste egentlig godt, at det tog ret lang tid, fordi vi havde sejlet halvdelen af vejen før. Det viste sig, at vi stadig skulle betale 10.000 for at sejle med også selvom, vi spurgte om det ikke var Wazungu-pris. Jeg sad længe og ærgrede mig og følte mig enormt snydt. Og hvorfor skulle ham der løftede cyklerne op have 2000? Det var der i hvert fald ingen grund til.

Vi kom til Mandakerenge, og kaptajnen skulle så ordne et eller andet der. Myggene begyndte at komme, og Helene og jeg havde ikke noget tøj med til at dække arme og ben. Vi fik så et stykke stof af en pige i båden og sad så under det – til stor morskab for de andre.

De sad alle og spiste sukkerrør på båden, og der var også et lille barn, der drak vand. Da flasken var tom, stak de den ned i søen og fyldte den op igen. Jeg kunne ikke lade være med at sige, at det vand jo ikke var rent, men så sagde de, at de ikke havde penge til at købe rent vand. Så Helene og jeg snakkede lidt om, om den baby nu ville få dårlig mave på vej til Congo, hvis han/hun ellers skulle sejle helt derover.

Det blev mørkt, og vi vidste, at vi skulle cykle et stykke på dårlig grusvej. Det var lidt spændende, hvordan det ville gå, men der var ingen problemer. Knud var ikke hjemme, så vi tænkte også på, om butleren, der laver mad til os, ville blive bekymret nu, når vi ikke var kommet hjem før det blev mørkt, for han vidste, at vi var cyklet afsted. Han spurgte dog også, hvorfor vi kom så sent, men ellers var der ikke sket noget.

Senere snakkede vi med Knud om, hvad det egentlig kostede at sejle fra Kirando til Kipili. Vi blev klogere, for vi var blevet meget snydt!

Skrevet d. 20/4

- Dagen efter kom Knud tilbage fra Sumbawanga  med to nye volontører, Anne Sophie og Therese, der skal hjælpe til i Cheke Chea de næste 3 måneder. Så nu er vi 4 piger i Kipili og Anders inde i Sumbawanga.

3 små cyklister på tur!!!