Peters House…

På Peters House, Knuds børnehjem inde i Sumbawanga, bor der 17 dejlige børn og unge mennesker. 6 af dem, Hakim, Sudy, Erasto, Daudi, Maisala og Stomai, lærte vi at kende sidste år i Kipili, og hvor var det dejligt at gense dem! Der var knus, smil og high fives. Det så ud til, at de alle har det godt, de sagde alle, at de var glade for at bo på Peters House og gå i skole, og de lignede nogle der talte sandt! Jeg har tænkt på dem mange gange siden jeg forlod Tz sidste gang, så det var dejligt, at skolepapirerne var kommet i orden, og at de nu havde en stabil hverdag på børnehjemmet. Rigtig dejligt!

Børnene på Peters house er fra 5-18 år. De fleste går i primary school, nogle i secondary school og nogle i teknisk skole som syerske eller mekanikere. Drengene bor på værelser på den ene side af bygningen, pigerne på den anden. Alle af børnene har pligter på hjemmet. Det kan være madlavning, opvask, tøjvask, at hente vand, rengøring osv. Der er 2 mamaer og en daglig leder ansat. Derudover er der en volontør fra Sydafrika, og 2 danske BDM-volontører er netop ankommet, de skal være på Peters House det næste halve år.

Vi fik lov til at få en lille smagsprøve på livet på Peters House, på de 5 dage vi besøgte dem. Vi spiste frokost hos dem nogle dage, hentede vand op af brønden med spand og reb, skrubbede gryder mm, ih hvor sidder ugali bare fast. Men vi spillede også bordfodbold, spiste bolcher, legede banke-bøf (de kunne den på dansk), sang og spillede fodbold. Nogle helt igennem dejlige og hyggelige dage. Tak til børn og voksne på Peters House. Gud velsigne jer!

Der var en masse fodboldstøvler i containeren fra Danmark,
så næsten alle af drengene havde fået et par.
Nogle af dem havde støvlerne på konstant. Drengene elsker at spille bold.

Fra denne brønd (der heldigvis findes lige ved børnehjemmet)
hentes vand til tøjvask, opvask, bad og rengøring.
Det kræver nogle armkræfter, at trække vandet op! Drikkevand hentes fra en punpe længere væk.

Shalobalo!

Er de ikke skønne!!!

BORDFOLD. For både piger og drenge!

Vi har med meget få undtagelser genset alle vi lærte at kende og fik en relation til sidste gang, vi var i Tanzania, og vi har endda fået nye venner og bekendtskaber. Jeg er utrolig beæret over at have fået mulighed for, at udbygge venskaber og skabe nye. Jeg håber, at vi engang får mulighed for at se dem igen, jeg har mange herlige venner, som står mit hjerte nær, selvom de fysisk er langt væk (nærmest i en anden verden).  

Household survey i landsbyer langs Tanganyika-søen...

Update på vores spørgeskemaundersøgelse:


Der printes


Pga. vanskelige kommunikationsmuligheder med Respice, lederen i mobilklinikken, havde vi ikke nået at få spørgeskemaet så færdigt og tilpasset, at vi kunne printe i Danmark. Det havde både jeg og Sophie ønsket, da vi ikke rigtig vidste, hvad mulighederne for at printe et 4 siders spørgeskema i min. 500 eksemplarer var. Vi tog Knud med på råd, da vi mødte ham i Sumbawanga, og han foreslog os at printe på hans laserprinter i Kipili, hvilket vi tog imod. Printeren printede 10 sider i minuttet, og der var plads til ca. 200 sider i bakken, så det tog en krig, inden vi var færdige (vi løb selvfølgelig også tør for blæk undervejs), men vi nåede at få dem klar og pakket til at vores interviewer kunne få dem med ud i landsbyerne. Pyhaa!



20 kuverter med spørgeskemaer.
Pakket og klar til at overdrage til interviewerne.



Workshop: Undervisning

Workshop: Gruppearbejde

Workshop: Den 5-7 juli afholdte vi workshop for de 20 VHW (to fra hver af de 10 landsbyer, der var udtrukket til undersøgelsen), der skulle interviewe for os. Der er meget logistik, der skal klappe når 20 mennesker + medfølgende børn og barnepiger skal indkvarteres, bespises og undervises, men heldigvis er mobilklinikken vant til at afholde arrangementer som dette, så det havde de styr på. Vi havde en rigtig god workshop. De 20 interviewere havde i hvert fald et større begreb om, hvad en spørgeskema-undersøgelse går ud på end inden de kom, men vi startede også helt fra scratch. Selve spørgeskemaet, og hvordan man korrekt udfyldt, blev gennemgået. Der blev undervist i, hvordan man spørger, så respondenten fortæller sandheden. Vi talte om hvilke faldgrupper, der kunne være. Og så øvede de ved at interviewe hinanden. Det var de ansatte i mobilklinikken, der stod for undervisningen, som jo selvfølgelig var på swahili, så Sophie og jeg blev nødt til at være på stikkerne, selvom vi havde en til at oversætte for os, for at holde overblikket og holde styr på, at det var korrekt, det de sagde, og når dette ikke var tilfældet, afbryde og korrigere på en måde, der ikke forvirrede vores interviewere. Det var dog også spændende med denne pædagogiske side af opgaven. Workshoppen blev afsluttet med at de pilot-testede spørgeskemaet blandt kvinder i Kipili, og derefter talte vi med hver af de 20 om deres oplevelse med at interviewe, og give dem den sidste vejledning og opmuntring inden de blev sendt af sted.



Monitorering i landsbyerne: 2 dage efter, at interviewerne var sendt af sted til deres landsbyer, tog jeg (Sophie lå desværre syg i Kipili) og 3 fra teamet nordpå, for at monitorere og indsamle skemaerne. Lang de fleste af interviewerne havde dog udført de 25 interviews inden vi kom, de havde arbejdet overraskende hurtigt. Vi satte os ned sammen med intervieweren og gennemgik hvert af skemaerne for bedre at kunne forstå den måde, han/hun havde udfyldt det på. Det burde jo have været strømlinet efter workshoppen, dette var dog langt fra tilfældet. Sprogbarrieren var noget svær denne gang, da jeg jo havde en langt mere aktiv rolle end sidste gang, jeg var en del af projektet, ih hvor har jeg ønsket mange gange, at jeg var flydende på swahili!!
Ugen efter tog vi til landsbyerne sydpå (Sophie var heldigvis frisk til at tage med). Vi var blevet advaret om, at søen er noget urolig på denne tid af året, hvilket vi kun kan skrive under på. Vi er blevet vippet noget igennem.





Indtastning af data: Efter disse ture havde vi fået de godt 500 spørgeskemaer i hus! HURRA. Nu ventede nogle meget lange (og kedelige dage), hvor data skulle tastes ind i computer-programmet EPI-Info. Man blev helt skør af at clicke så mange gange!!!
Vi har ikke nået at kigge meget på vores resultater, og vi mangler at skrive vores rapport, som skal afleveres senest 31. august, så der mangler noget endnu, inden vi er færdige, men det har været sjovt at prøve kræfter med denne opgave!!

I må altså vente lidt i spænding inden vi kan offentliggør resultaterne.



Det er slet ikke så skidt når ens sommerferiearbejde indbefatter,
at man skal besøge landsbyer som denne. SMUKT



En kær ven har forladt os...

Knuds dejlige hund Kola er ikke blandt os længere! Den legesyge og kærlige hund har efter en måneds sygdom fået fred og lukket sine øjne for sidste gang.

Da Sophie og jeg ankom til missionsstationen i Kipili havde vi håbet på en varm velkomst fra vores firbenende ven, men hun havde ikke engang kræfter til at rejse sig op og hilse på os. I hendes velmagtsdage ville vi ikke havde kunnet nå at stige ud af bilen, inden hun havde været om os. Hun kunne dog stadig logre med halen, når vi klappede hende. Hun var helt afmagret, idet hun i længere tid ikke har villet røre sin mad. Vi fik dog en bid fisk i hende, men vi vidste jo godt, at det ikke ville rede hende, hendes dage var talte, der var tale om palliativ behandling nu.

Ingen ved hvilken sygdom, der blev hendes endeligt, men hun havde fået en grim og pjusket pels og nogle forfærdelige sår og små bylder, et sørgeligt syn.

Da Knud kom tilbage til Kipili, gav han Kola fred.

Knuds dejlige hund Kola er ikke blandt os længere! Den legesyge og kærlige hund har efter en måneds sygdom fået fred og lukket sine øjne for sidste gang.

Da Sophie og jeg ankom til missionsstationen i Kipili havde vi håbet på en varm velkomst fra vores firbenende ven, men hun havde ikke engang kræfter til at rejse sig op og hilse på os. I hendes velmagtsdage ville vi ikke havde kunnet nå at stige ud af bilen, inden hun havde været om os. Hun kunne dog stadig logre med halen, når vi klappede hende. Hun var helt afmagret, idet hun i længere tid ikke har villet røre sin mad. Vi fik dog en bid fisk i hende, men vi vidste jo godt, at det ikke ville rede hende, hendes dage var talte, der var tale om palliativ behandling nu.

Ingen ved hvilken sygdom, der blev hendes endeligt, men hun havde fået en grim og pjusket pels og nogle forfærdelige sår og små bylder, et sørgeligt syn.

Da Knud kom tilbage til Kipili, gav han Kola fred.



En glad og sund Kola. Som hun så ud for et år siden.





Tynd og for afkræftet til andet end at ligge ned. Et sørgeligt syn.

Arme ven!!