Jeg håber, at jeg kan blive ved med at arbejde for "Projekt Mobilklinik", omend mit arbejde selvfølgelig nu bliver mere fra sidelinien, men jeg ser så stort et potientale i dette projekt, jeg er så imponeret over, hvor mange mennesker, projektet har kontakt til. De når nogle folk, som ingen andre når! Respice, der er leder af projektet, er en meget god mand at have på den post, han har rigtig gode tanker og visioner for projektet, han brænder for forebyggende sundhedsarbejde og har en meget vigtig evne i at inspirere de andre i teamet til også at brænde for dette projekt, selvom de ikke lige ser det som deres drømmejob. Jeg ønsker Anne- Elisabeth alt muligt held og lykke i hendes arbejde som volontør i mobilklinikken, må det både blive en velsignelse for hende og for projektet.
Det var en utrolig smuk morgen, helt stille og en flot solopgang, den dag vi sagde farvel til Kipili. Det var specielt at køre ned fra Knuds grund og gennem landsbyen en sidste gang og virkelig prøve at suge det sidste af landsbyen ind, jeg tænkte endda på, at det var ærgerligt at bilens bagrude var så beskidt, så jeg ikke havde mulighed for at vende mig og få det sidste blik af Kipili. Vi havde nu forladt Kipili, måske for altid hvem ved, Kipili, som har været mit hjem i 5 måneder, som jeg er kommet til at holde meget af, og som har været ramme om mit fantastiske ophold her… ...troede vi i hvert fald!!! for da vi var kommet et stykke ud af vejen mod Katongolo blev Sophie bange for at hendes lille rygsæk ikke var kommet med i bilen og helt rigtigt den var intet sted at finde, så hun måtte bede om, at vi vendte bilen på den ret så smalle vej. Vi raste tilbage til Kipili, jeg kom på, at vi kunne ringe til en af de unge og få ham til at komme ned i byen med tasken, men men men i stressen kunne jeg ikke finde min mobiltelefon, og kom selvfølgelig i tvivl, om jeg havde glemt den inde på mit værelse, så Sophie, som sad på forsædet, løb ind i Knuds hus for at hente nøglen til mit værelse, mens jeg prøvede på at komme ud af bilen, men døren ville ikke op, så jeg var nødt til at bede Lisa (hollandsk pige, der havde været ved os nogle uger, og som nu skulle med til Sumbawanga), der også sad foran, om at hoppe ud og hente Sophies taske, som stod uden for vores værelser! Min mobil var ikke på værelset, og da Sophie ringede til den, kunne jeg mærke den vibrere i min taske. Vi måtte nu rase afsted mod Katongolo, jeg turde slet ikke spørge, hvad klokken var, hele vejen bad jeg til Gud om, at vi måtte nå bussen, da vi havde aftaler i Sumbawanga og allerede havde billetter til Dar dagen efter til 50000 Tsh, ellers tænkte jeg på, at vi bare skulle finde et lift til Namanyere, for så skulle vi nok finde en bus, jeg ville til Sumbawanga den dag!! Men da vi nåede Katongolo, så vi at bussen ikke havde været der, heldigvis!!
Det var svært at sige farvel til de mennesker vi har mødt hernede. Børnene i Cheke Chea gav vi en slikkepind og viste nogle af vores mange billeder af dem. Derefter satte vi os på en stol og så kunne de alle komme hen og sige farvel og give os et sidste knus, det var dejligt for os, men børnene fattede vist ikke helt, hvad der skete, og lærerne sagde, at dagen efter ville børnene helt sikkert spørge, hvor walimu (lærere) Sophia na Helena er ;)
Jeg havde bagt en kage (pulver-drømmekage, som Sophie havde haft med hjemmefra), assisteret af Sophie til at tænde op i brændekomfuret, til teamet i mobilklinikken, men det var kun pigerne Asha og Joyce, som var tilstede. Sophie og jeg drak the med dem og spiste kage. De havde købt en khanga, som de forærede os, hvor var det bare sødt. Sophie og jeg gik senere hen til Respice for at sige farvel og tak. Jeg har været rigtig glad for at arbejde i mobilklinikken og er så taknemmelig for, den måde de har gjort mig til en del af deres team. Respice var bare så sød og kunne næsten ikke sige farvel. Vi fandt også vores 2 boatdrivers og gav dem deres stykke kage og sagde pænt farvel.
Det hårdeste var at sige farvel til de unge, vores venner hernede. Det var mærkeligt at sige farvel, for jeg ved jo, at jeg højst sandsynlig ikke kommer til at se dem alle igen, og det bliver jo også rigtig svært at holde kontakt med dem, når jeg er hjemme i Danmark, for de har ikke mulighed for at komme på internettet og det er jo ret dyrt, at skulle ringe til dem og jo alt alt alt for dyrt for dem at ringe til mig. Det er svært at tænke på, at jeg ikke vil kunne følge dem, at jeg ikke vil få at vide, hvordan det går dem, om deres fremtid bliver lys eller hård, men jeg vil lægge dem i Guds hænder, det er vist det eneste og bedste, jeg kan gøre for dem. At jeg har lært disse unge at kende, har været en af de bedste oplevelser på min tur. Jeg savner dem, men er fyldt af taknemmelighed!
...er godt tilbage i DK. Dejligt at se familien igen. Mine forældres sølvbryllup er også godt overstået, det blev en fantastisk dag! Sidst i august starter jeg på 7. semester på medicin, jeg skal vist være læge ;)!
ROVER OVER AND OUT.
Skrevet 7.8.2011
Ingen kommentarer:
Send en kommentar