lørdag den 18. august 2012

Peters House…

På Peters House, Knuds børnehjem inde i Sumbawanga, bor der 17 dejlige børn og unge mennesker. 6 af dem, Hakim, Sudy, Erasto, Daudi, Maisala og Stomai, lærte vi at kende sidste år i Kipili, og hvor var det dejligt at gense dem! Der var knus, smil og high fives. Det så ud til, at de alle har det godt, de sagde alle, at de var glade for at bo på Peters House og gå i skole, og de lignede nogle der talte sandt! Jeg har tænkt på dem mange gange siden jeg forlod Tz sidste gang, så det var dejligt, at skolepapirerne var kommet i orden, og at de nu havde en stabil hverdag på børnehjemmet. Rigtig dejligt!
Børnene på Peters house er fra 5-18 år. De fleste går i primary school, nogle i secondary school og nogle i teknisk skole som syerske eller mekanikere. Drengene bor på værelser på den ene side af bygningen, pigerne på den anden. Alle af børnene har pligter på hjemmet. Det kan være madlavning, opvask, tøjvask, at hente vand, rengøring osv. Der er 2 mamaer og en daglig leder ansat. Derudover er der en volontør fra Sydafrika, og 2 danske BDM-volontører er netop ankommet, de skal være på Peters House det næste halve år.
Vi fik lov til at få en lille smagsprøve på livet på Peters House, på de 5 dage vi besøgte dem. Vi spiste frokost hos dem nogle dage, hentede vand op af brønden med spand og reb, skrubbede gryder mm, ih hvor sidder ugali bare fast. Men vi spillede også bordfodbold, spiste bolcher, legede banke-bøf (de kunne den på dansk), sang og spillede fodbold. Nogle helt igennem dejlige og hyggelige dage. Tak til børn og voksne på Peters House. Gud velsigne jer!

Der var en masse fodboldstøvler i containeren fra Danmark,
så næsten alle af drengene havde fået et par.
Nogle af dem havde støvlerne på konstant. Drengene elsker at spille bold.

Fra denne brønd (der heldigvis findes lige ved børnehjemmet)
hentes vand til tøjvask, opvask, bad og rengøring.
Det kræver nogle armkræfter, at trække vandet op! Drikkevand hentes fra en punpe længere væk.
Shalobalo!


Er de ikke skønne!!!


BORDFOLD. For både piger og drenge!
Vi har med meget få undtagelser genset alle vi lærte at kende og fik en relation til sidste gang, vi var i Tanzania, og vi har endda fået nye venner og bekendtskaber. Jeg er utrolig beæret over at have fået mulighed for, at udbygge venskaber og skabe nye. Jeg håber, at vi engang får mulighed for at se dem igen, jeg har mange herlige venner, som står mit hjerte nær, selvom de fysisk er langt væk (nærmest i en anden verden).  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar