Liemba

-Anders, Sophie (2 af mine medvolontører) og jeg gjorde denne tur sammen. Indlægget er skrevet af Anders, med nogle få af mine tilføjelser!

”They let the shit out in Zambia”. Jeg sidder sammen med Helene og Sofie mine medvolontører samt en hollænder og en schweizer og udbryder denne dumhed. Sekundet efter jeg har sagt sætningen, fortryder jeg. Den er ufatteligt dårligt timet. De andre tager det nu meget pænt, de kigger lidt rundt på hinanden med skæve smil og medlidende øjne og begynder så at snakke om noget andet.

Scenariet fandt sted i cafeteriet på Liemba verdens ældste færge, som stadig er i brug. Der er nu ikke noget forkert ved sætningen. På det tidspunkt havde vi været i Zambia og det var her de valgte at tømme toiletterne og det var der også brug for! Toiletterne på færgen var noget nær det ulækreste, jeg har oplevet. Det stank ikke bare ufatteligt kraftigt, man kunne også mærke luftfugtigheden! Selvom toiletterne ikke var fantastiske var sejlturen på færgen en fantastisk oplevelse. Liemba sejler langs østbredden på Tanganyikasøen fra Kigoma til Mpulungu i Zambia og tilbage. Færgen er bygget af tyskerne før førsteverdenskrig og har en interessant historie: Bygget i Tyskland, pakket ned i kasser, sejlet til Dar Es Salaam, med tog til Tabora ”jernbanen gik ikke længere” og båret af mænd til Tanganyikasøen. Da tyskerne tabte magten over landet sank de Liemba, da de ikke ville have englænderne skulle bruge den, men da søen er fersk kunne man blot bjerge den igen, da tid var. Sofie, Helene og jeg kom på færgen i Kipili og sejlede derfra til Zambia og tilbage igen på omkring to døgn. På de to døgn nåede vi at sætte vores fødder på Zambisk jord, møde en masse danskere og meget mere.

Vi stod forventningsfulde på færgen en sen aften i Kipili. Der er ikke en havn i Kipili så, ligesom mange andre små fiskerlandsbyer langs ruten, kommer man om bord ved hjælp af små både, som så ligger sig op på siden af skibet. Det er altid et kaos at overvære og være en del af. Folk råber og skriger og bådene sejler imellem hinanden i en stor pærevælling. Nogen skal have en masse tørret fisk læsset af, andre sætter passagerer af og på og nogen er der bare, fordi de er nysgerrige. Kaosset fortsætter inde i skibet, hvor de af en eller anden mærkelig grund har valgt at sætte billetkontoret lige der, hvor alle skal ind.

Imens vi stod, som sild i en tønde og hørte på vrede gloser fra folk der maste og skubbede for at komme ind på skibet, fik vi vist vores pas og afleveret 40.000 shilling hver for en andenklasses kahyt. Da vi endelig blev lukket op på dækket opdagede Helene, at hun ikke havde sin sovepose på sig. Problem! Heldigvis kom der en meget glad og pumpet sømand med soveposen lidt efter. Vi sagde asante sana(mange tak) og han smilede med det største tandpastasmil. Den samme sømand skulle i løbet af turen spørge mig om penge hele fire gange, med det samme tandpastasmil smurt på.  

Der er en helt speciel stemning på Liemba især om aftenen. Passagererne og sømændene ligger og sover alle vegne på hele færgen. I bagenden sidder sømænd og spilder Ludo og snakker. I forenden bliver der stadig arbejdet med gods og man kan høre højrøstede stemmer. For hyggens skyld valgte vi at sove på dækket. Færgen var så fyldt, at vi havde problemer med at finde et sted, hvor vi kunne være, men til sidst fandt vi et hyggeligt hjørne på det øverste dæk.

Næste morgen da vi stod op, fandt vi ud af, at der var fire unge danskere med på færgen. Vi troede ikke, at der var andre hvide med, og hvad er så lige chancen for at det er danskere! Det er jo ikke så tit man møder andre danskere hernede. Danskerne skulle allerede af i Kasanga, så vi nåede kun lige at høre, at to af dem dansede stammedans, og de to andre havde arbejdet på et hospital længere nordpå.  

Efter Kasanga var næste stop endestationen Mpulungu i Zambia. Vi var meget i tvivl, om vi skulle gå i land, fordi det ville koste os hver 50 dollars, at komme ind i landet og 50 dollars at komme ind i Tanzania igen, men det viste sig ikke at være noget problem da grænsekontrollen lå længere inde på havnen. Efter ca. 5 timer i havnen og en lille gåtur på Zambisk jord mødte vi igen danskere. Det var omkring 10-11 rigtige unge ”danskere”, som vi kender dem derhjemmefra. Nogen af dem var fulde og førte sig frem, andre var rigtigt flinke og var villige til at høre om, hvorfor vi var her og om vores projekter. Mest af alt var de optaget af at fortælle om det projekt de var ved at oprettet. Det var en kombination af adventure for turister og gratis skole for afrikanere og de havde været i P3 og skulle snart i ”Godmorgen Danmark”.  

På hjemturen havde vi vænnet os mere til atmosfæren på skibet. Om dagen sad vi udenfor og nød vejret om aftenen lavede vi lysbilleder med lang lukketid(se billede). Skibet blev fyldt op med røget fisk, så man nærmest ikke kunne gå nogen steder. Folk ville meget gerne have billeder sammen med os og så mødte vi en Schweizer og en Hollænder, som var i gang med at rejse Afrika og Sydamerika tyndt.

Alt i alt var det en dejlig og oplevelsesrig sejltur, hvor vi mødte en masse forskellige mennesker.

Liv og glade dage når Liemba skal læsses

Sjov med lang lukketid på mit kamera, kunstværk af Anders

Kalambo fall

Jeg har i går været på tur med 10 andre danskere til Kalambo fall, der er et vandfald på grænsen mellem Tanzania og Zambia. Turen var arrangeret af Peter, der er LM-missionær på bibelskolen i Sumbawanga og med var os 5 BDM-volontører, 2 piger, der er udsendt af Fremtid og Håb til et børnehjem i Sumbawanga samt 3 danskere, der i 3 måneder vil rejse rundt i Tanzania og omegn, og tilfældigt skulle samme vej.

Vi kørte i Peters 4hjulstrækker og stævnede ud fra Sumbawanga ved 7tiden. Vi 5 fra BDM skulle sidde bagi og blev godt og grundigt rystet igennem, for det var en noget bumpy-road, vi skulle følge sydpå.

Ved 11tiden var vi fremme ved Kalambo fall. Man skal gå et stykke fra hvor vejen ender og ned til vandfaldet, men vi havde alle gode sandaler på, så det var intet problem, at gå ned af skråningen. Kalambo fall er 235m højt (man kan kun se det var toppen) og falder ned i en mægtig kløft, som er en del af ”Great Rift Valley” , og da vi stadig er i regntiden var der masser af vand i floden, så man følte bestemt der var store kræfter på spil. Et utrolig smukt syn! Og hvor var det bare fantastisk så uberørt stedet var, vi var de eneste turister, en lille skjult perle!

Efter medbragt frokost kørte vi til Kasanga, hvor vi skulle overnatte på en dejlig lodge lige ud til Tanganyikasøen. Sophie og jeg sov i et telt. Eftermiddagen blev brugt på afslapning, og efter aftensmad sad vi og sang danske sange, det var en speciel følelse at sidde sammen med en flok danskere i Tanzania og synge ”I Danmark er jeg født”… Vi gik rimelig tidlig i seng, da vi 4 piger fra Kipili skulle med en bus tilbage til Sumbawanga næste morgen kl. 5!!!

Skrevet 28/4 2011 

Kalambo fall på grænsen mellem Zambia og Tanzania. Vandet falder 235m med i en mægtig kløft

Opstandelsesdrama

Sophie, Anders og jeg ville gerne lave et dramastykke med nogle af de unge, der var med på påskelejr til gudstjenesten påskesøndag, det skulle blot være en dramatisering af søndagens evangelium (joh. 20). Vi havde brugt nogle aftener på at skrive bibelteksten om til et manuskript og derefter oversætte til swahili, da vi tænkte at det sikkert blev nemmere at instruere på engelsk, hvis de havde forstået, hvad de skulle gøre (de kan ikke alle sammen lige meget engelsk).

Det skulle dog vise sig at være lidt svært, at få nok unge til at ville deltage så Anders, Sophie og jeg blev hver nødt til at have en rolle, hvilket dog også var fint nok, da det jo så rigtig blev et samarbejde mellem dem og os.  Vi øvede lørdag eftermiddag og det krævede noget tålmodighed fra vores side, og de kom ofte op at diskutere men til sidst lykkes det os at spille det helt igennem. Vi havde bygget en grav i hjørnet af kirken ud af en masse tæpper og lavet en stor sten ud af et malede papkasser og vi havde fundet kostumer til alle aktørerne (heldigvis kan man jo lave fine kjortler ud af lagner!)

Opvisningen i kirken gik fint, de var lidt nervøse, men gav udtryk for at det havde været sjovt at være med, da vi spurgte dem bagefter og gav dem et klap på skulderen, hernede er det ikke kutyme og anerkende ret meget, så det synes vi var vigtigt!!! Sophie og jeg spillede engle så resten af dagen gik de og kaldte os ”malaika/angel”!!

Andre oplevelser her fra påskedagene:

-          vi har spist ris og bønner med fingrene for første gang (det går altså nemmere med ugali’en)

-          der er blevet udklækket 5 søde kyllinger lige til påskesøndag

-          vi har set (Anders var en ret aktiv del af processen) 5 får blive slagtet. Vi spiste dem efter gudstjenesten påskesøndag, da hele menigheden spiste sammen i kirken

-          Sophie og jeg har vasket op på afrikansk maner, hvilket indebærer, at man gnubber de sorte bålgryder med sand, virkelig noget, der slider på håndfladerne. Desværre vaskede de op nede i søen, hvor vandet jo ikke er rent, og da vi ikke kunne få dem talt fra det, var vi nødt til  at ”sladre til” Knud så han kunne tage en snak med dem, det er virkelig ikke godt at vaske tallerkner, krus og andet du spiser af op samme sted som folk bader, vasker tøj osv.

-          Marjo og Bert gav os chokolade-påskeæg og Knud gemte dem inde i stuen så vi kunne komme på jagt ”der har været en lille påske-hare, den har lagt et påskeæg…”

Skrevet 28/4 2011

Jesusfilm- Open air bio…

Vi har haft en dejlig påske her i Kipili. Knud afholdte påskelejr for 20 unge fra landsbyen (det var meningen, at der også skulle have været unge fra 2 andre landsbyer, men de mødte desværre ikke op).

Lørdag aften viste Knud Jesus-film for alle interesserede i Kipili. Der var blevet sat et stort lærred op på en åben plads i landsbyen og så sad folk på jorden, trappetrin osv., og der var mødt rigtig mange op, 200 tror jeg! Jeg sad sammen med nogle af pigerne fra Kipili Secondary School, som også havde været med til påskelejren (Knud betaler skolegang for nogle af dem og de bor i værelser på Knuds grund). En af de mindste piger (lillesøster til en af Knuds elever) spurgte mig, om hun måtte sidde oppe ved mig, og det måtte hun selvfølgelig. Det føltes bare så godt og meningsfyldt at sidde sammen med disse dejlige piger, som ikke kan meget engelsk, så jeg må prøve mig frem med swahili samt kram og håndtryk og smil, med armene om denne lille pige og se jesus-film sammen med disse mange afrikaner i en landsby, jeg er kommet til at holde rigtig meget af. Det var også rigtig dejligt at se Knud i aktion på ægte missionærvis (meget af Knuds tid går med at tale med folk, som er kommet for at bede om hans hjælp, men det går jo let ubemærket til).  

Skrevet 26/4 2011

Palmesøndag og afrikansk bryllup

I dag har bestemt ikke været en helt almindelig søndag. For det første var der, helt usædvanligt, rigtig mange udenfor kirken allerede 5-10 min i 10 (vi plejer kun at være en håndfuld til tiden, resten kommer dryssende efterhånden). Vi startede udenfor, hvor vi stillede op i række, hvorefter vi i samlet trop gik ind i kirken syngende og viftende med blomstergrene, biblodrama over ”Indtoget i Jerusalem”.

I anledning af, at Anne Sofie og Therese (de to nye piger, der er stødt til os her i Kipili) skulle præsenteres i kirken, havde vi forberedt at synge en sang ”Jesus i din nærhed” (eller rettere havde vi brugt meget af aftenen i går på at øve, da andenstemmen slog lidt knuder ;) ). Anders spillede tromme til og tog alle med storm, da det ikke er tit de ser en mzungu spille bongotromme. Vi andre klarede det vist fint nok ;)

For det andet var der foruden vores egen evangelist også en præst tilstede ved gudstjenesten. Ved morgenbordet fortalte han, at hans navn betød 50cent, så mens han stod på prædikestolen kunne jeg ikke lade være med at tænke på dennes amerikanske navnebror! Præsten var blevet bestilt i anledning af at hele to par skulle vies denne søndag + to børn døbes nu der var en præst tilstede!! Så I kan nok forstå, at vi var i vores pæneste tøj, havde sat håret og vi piger havde alle mascara på!

Brudeparrene sat på stole oppe foran alteret, og da de skulle vies rejste alle 4 par sig, og så blev mændene først tilspurgt og derefter kvinderne, de to par blev altså gift sideløbende og havde altså ikke hver deres time in the sun… da alle 4 vielsesringe var på plads jublede hele kirken, man klappede og hujede og kvinderne slog triller med tungen samt nogle hængte blomster-mm.-kæder om parrenes halse.

Bryllupsfesten for det ene par (det andet havde valgt ikke at holde fest) blev holdt i Community Centre, som i dagens anledning var blevet pyntet med lyserødt toiletpapir, farvestrålende stof, plastikblomster, lyskæder på Dj’ens bord, julekugler osv., hele farvepaletten var benyttet.

Vi 5 volontører kom lidt i tvivl om vi egentlig var inviteret med til festen, da folk afleverede en lille seddel (invitation) når de gik ind, og vi havde kun en mundtlig invitation fra Knud (som var blevet væk fra os), så vi stod udenfor og vente lidt, men tog os så endelig sammen og gik ind og blev (selvfølgelig) vist op til hovedbordet, vi er jo en del af Knuds hus (gommen arbejder for Knud). De andre sad på stole langs væggen, og børnene sad på gulvet.

Der var en Dj ”Dj Bwana”, der spillede højt musik, f.eks. Boney M med Rivers of Babylon og en konferencier, der styrede slagets gang via en mikrofon, som han ofte holdte så den pib.  

Korene fra kirken sang, nogle af gæsterne dansede, de har bare så meget rytme i kroppen hernede. Så der var rigtig fest!!

Når man skulle afleverede sin gave skulle man gå ned i enden af rummet og så danse gaverne frem til brudeparret, vi 6 (Knud, Sophie, Therese, Anne Sophie, Anders og jeg) var ingen undtagelse. Aner ikke hvordan det så ud men de hujede og klappede af os, så vi faldt vist ikke helt igennem J

Vi fik lam (dejligt mørt!!! ikke en selvfølge hernede, nærmere undtagelsen), ris og bønner og så blev der serveret sodavand. Nogle kvinder/mamaer fra kirken havde lavet maden. Alle fik selvfølgelig tilbudt håndvask inden mad, som er kutyme hernede.

Brudeparret kunne man ikke slå mange smil af hele festen, det så nærmere ud til at gæsterne havde det sjovest (Knud snakkede dog med gommen senere på aftenen og han gav udtryk for, at de havde haft en god fest, heldigvis)

Kl. 15 var hele herligheden ovre og brudeparret blev fulgt hjem til deres hus af syngende bryllupsgæsterne.

Derefter var vi mere end klar til at komme af vores pæne, men efterhånden noget svedige tøj og tage ud og få en dukkert!

En rigtig dejlig søndag.

Skrevet 17/4-11

Volontører klædt på til bryllupsfest

En anderledes tur til Kirando

-Anders, Sophie og jeg gjorde også denne tur sammen, Sophie har skrevet indlægget! (vi var alle 3 kommet lidt bagud med at skrive til bloggen, og delte altså arbejdet i mellem os!)

Kirando er en by, som ligger ca. 10 km nord for Kipili. Normalt kører vi med Knud dertil, men sidste søndag ville vi gerne købe noget, og da Kirando er en noget større by end Kipili, valgte vi, Anders, Helene og jeg, at cykle derind. Vi lånte to cykler fra mobilklinikken og én fra Knuds butler. Altså det var cykler, men de var ikke fantastiske og ikke den standard, jeg er vant til hjemmefra. Bremserne virkede ikke særlig godt, man kunne ikke rigtig skifte gear, på én af cyklerne faldt kæden af nogle gange, og ellers var der en masse andre raslelyde.

Men det var dejligt at prøve at sidde på en cykel igen – i hvert fald det første stykke! For jeg syntes ikke, at vi var kommet ret langt ud af byen, før at jeg svedte meget og tænkte, hvorfor i alverden vi havde bevæget os ud på den tur! Det skal siges, at det første stykke ud af Kipili går op af bakke, og jeg syntes straks, at det gik bedre, da det begyndte at gå nedad. Op ad bakke blev Helene og jeg nødt til at trække, for det var simpelthen for hårdt at træde rundt, især når man ikke kunne skifte gear.

Men vi kom forholdsvis hurtigt halvvejs til landsbyen Katongoro. Og det gik også fint resten af turen. Undervejs hørte vi en masse råbe Wazungu, og jeg tænkte, at de nok syntes, det var lidt mærkeligt, at nogle hvide kom cyklende. For de har jo mange penge og sikkert også en bil, så hvorfor cykler de???!

I Kirando havde vi fortjent en sodavand – godt svedige og jeg rød i hovedet. Det var virkelig lækkert, og oven i købet var den køleskabskold! Det er ikke tit, at vi får drikkevarer, der har været på køl. Vi ville tage et billede af os selv, cyklerne og sodavand, så vi brugte selvudløser. Det var ret sjovt og også til stor morskab for de andre folk, der sad omkring os. Vi ordnede de ting, vi var cyklet for og bestemte os så for at cykle ned på havnen for at se, om der var en båd, der sejlede til Kipili.

Lige da vi satte os op på cyklen, var der en mand, der prøvede at hoppe op på Helenes cykel. Bagagebæreren på mange af cyklerne hernede er forstærket, så de kan køre med nogle tunge ting eller personer, så derfor tænkte manden vist, at han godt lige kunne sidde der. Det var lidt ubehageligt, at han sådan fulgte efter os et stykke og forsøgte at hoppe op, men vi fik ham heldigvis til at holde op.

Vi kom ned til havnen og der var en båd, der sejlede til Kipili og derefter videre til Congo. Det troede, jeg nu ikke rigtigt på, men det viste sig, at det var rigtigt nok. Det kostede 10.000 shilling for os tre og vores cykler (ca. 40kr). Vi tænkte, at det var ikke meget, så vi ville gerne med. De sejler kun i træbåde hernede, og det ser ret spændende ud, så vi valgte at tage båden, fordi vi gerne ville prøve det og så for at slippe for at cykle hjem.

En mand begyndte at løfte vores cykler ombord. Vi valgte at prøve at prutte lidt om prisen med en anden mand og gav ham så 8000 shilling. Vi gik ombord på båden og lidt efter kom ham, der havde læsset cyklerne ombord tilbage med 6000 shilling, hvor han så selv beholdt de sidste 2000 og gik. Jeg tænkte kort, at det var da en billig sejltur, men jeg kom så til at tænke på, at han måske tog pengene bare for at læsse cyklerne ombord. Ham, vi havde givet de 8000, havde slet ikke noget med båden at gøre, og det var egentlig ret heldigt, at de andre tog pengene fra ham igen, ellers var vi godt nok blevet snydt!

Vi blev skubbet ud fra land, og så kunne de ikke starte motoren. Ankeret sad fast på bunden, så ankerdrengen sprang i vandet og fik ankeret op. Efter adskillige motorstart kom den endelig i gang, og vi sejlede afsted. Da vi startede med at snakke om at skulle sejle hjem, var det også fordi, at vi tænkte, at det var hurtigere for os end at cykle. Men det gik hurtigt op for os, at det var slet ikke rigtigt - vi havde virkelig ikke tænkt os ordentligt om! Vi vidste egentlig godt, at det tog ret lang tid, fordi vi havde sejlet halvdelen af vejen før. Det viste sig, at vi stadig skulle betale 10.000 for at sejle med også selvom, vi spurgte om det ikke var Wazungu-pris. Jeg sad længe og ærgrede mig og følte mig enormt snydt. Og hvorfor skulle ham der løftede cyklerne op have 2000? Det var der i hvert fald ingen grund til.

Vi kom til Mandakerenge, og kaptajnen skulle så ordne et eller andet der. Myggene begyndte at komme, og Helene og jeg havde ikke noget tøj med til at dække arme og ben. Vi fik så et stykke stof af en pige i båden og sad så under det – til stor morskab for de andre.

De sad alle og spiste sukkerrør på båden, og der var også et lille barn, der drak vand. Da flasken var tom, stak de den ned i søen og fyldte den op igen. Jeg kunne ikke lade være med at sige, at det vand jo ikke var rent, men så sagde de, at de ikke havde penge til at købe rent vand. Så Helene og jeg snakkede lidt om, om den baby nu ville få dårlig mave på vej til Congo, hvis han/hun ellers skulle sejle helt derover.

Det blev mørkt, og vi vidste, at vi skulle cykle et stykke på dårlig grusvej. Det var lidt spændende, hvordan det ville gå, men der var ingen problemer. Knud var ikke hjemme, så vi tænkte også på, om butleren, der laver mad til os, ville blive bekymret nu, når vi ikke var kommet hjem før det blev mørkt, for han vidste, at vi var cyklet afsted. Han spurgte dog også, hvorfor vi kom så sent, men ellers var der ikke sket noget.

Senere snakkede vi med Knud om, hvad det egentlig kostede at sejle fra Kirando til Kipili. Vi blev klogere, for vi var blevet meget snydt!

Skrevet d. 20/4

- Dagen efter kom Knud tilbage fra Sumbawanga  med to nye volontører, Anne Sophie og Therese, der skal hjælpe til i Cheke Chea de næste 3 måneder. Så nu er vi 4 piger i Kipili og Anders inde i Sumbawanga.

3 små cyklister på tur!!!

At være i Afrika…

Man er for alvor i Afrika når:

-          babyerne er bange for én fordi man ser noget sååå anderledes ud

-          drikker the til hvert måltid

-          en flok af børn venter på at se ”den hvide” gå fra borde

-          man kan få alle landsbyens børn til at skrige ved at tage sit kamera frem 

-          man får en levende kylling  stukket i hånden af en dreng, man aldrig har set før

-          får, geder, grise, høns og hunde går frit rundt i landsbyen, og man ikke sjældent skal springe til side for ikke at træde i efterladenskaber

-          det vitterligt ser ud som om der er millioner af stjerner på himmelen

-          fisken man skal spise serveres med hale, skin og øjne (men smager rigtig godt)

-          det tøj folk har på godt kunne trænge til at se nål og tråd, og evt. også vand og sæbe

-          man tager (etage)bad under stjernehimmel og palmetræ i petroleumslampens skær i landsbyformandens hytte (men vandet var varmet, hvilket IKKE er typisk Afrika)

-          man kan være min. 13 i en landrover

-          de danser i kirken, og der altid er en der kan synge en anden stemme

-          der ikke er nogle farver, der passer bedre sammen end andre, JO FLERE FARVER JO BEDRE!!

-          man bliver ramt af en fugleklat og blot tørre den af

-          altid får tilbudt håndvask inden mad

-          altid bliver budt hjertelig velkommen

-          man hver dag falder i søvn til græshoppers sikader

Skrevet 2/4-2011

Om han tager, om han giver, samme Fader han dog bliver…

Jeg har fået et barn!! Eller det vil sige, jeg har været med til en fødsel. Det hele foregik på Kirando Health Center, som jeg besøgte i forbindelse med arbejdet i mobilklinikken. Det gik rigtig hurtigt! Der gik ikke lang tid efter den indledende undersøgelse af den gravide, hvor jordmoderen fortalte mig, at den gravide var moderat udvidet (6cm for de interesserede, fuld udvidelse er 10 cm) og at de næste timer ville vise, hvor hurtigt det udviklede sig, så kom hovedet på et barn tilsyne, og efter et par presveer, var en ny lille skabning kommet til verden og indåndede luft i sine lunger for første gang, et sandt mirakel! Det var en lille pige på 3,1 kg, noget så sød, selvom hun var skabt med en ekstra finger på højre hånd, som vi underbandt, så den kan fjernes om nogle dage.

Jeg syntes, at jordmødrene havde mere travlt med at udfylde papirer end at tage sig af denne lille skabning, som bare blev placeret på vægten, og moren gav ikke udtryk for at ville se sit barn, før jeg spurte hende, om hun ikke ville have hendes lille pige over til sig (ved dog ikke om morens manglende interesse skyldes en form for autoritetstro over for jordmødrene, der jo ikke rakte hende barnet, men desværre er der ikke samme intersesse/bånd i mellem forældre og deres børn hernede). Moren fik det dog dårligt efter kort tid, og barnet blev igen placeret på vægten, men det kunne jeg altså ikke holde ud, så jeg tog det op og satte mig med det og talte med det, holdte det i hånden og strøg det over panden, jeg tror altså at nærhed er vigtigt for barnet helt fra starten af. At jeg sad med dette barn i armene betød dog,  at jeg gik glip af, at den anden kvinde på stuen fødte sit barn, en velskabt dreng på 3,6 kg (normalt barn hernede). I sandhed en begivelsesrig formiddag.

…Men over middag kom der så en kvinde ind som blødte kraftigt, hun aborterede sit 3måneder gamle foster! Der var en meget speciel oplevelse, at se det døde foster, det var jo et lille menneske med hoved, arme, ben, 10 fingre og 10 tæer, blot i miniature udgave. Jeg kan ikke lade være med at tænke på om abortdebatten ville være anderledes, hvis folk vidste/havde set, hvor udviklet et foster er i 3 måned (12 uge). Hvorfor Gud mente, at dette lille barn ikke skulle overleve ved ingen, men jeg stoler på, at han så at det var bedst, at mennesker mener, at de er i stand til at gøre det samme og berettiget til at tage beslutningen om et andet menneske, hvor lille det så måtte være, skal leve eller dø, er altså forkert!!!

Skrevet 27/3 2011

Jordskælv!!!

Vi er alle i god behold efter det jordskælv der lørdag aften (19.3) rystede Kipili, bogstavelig talt! Det varede ca. 1 sek., kunne næppe måles på nogen richterskala, ingenting faldt ned fra hylder, og jeg var bagefter lidt i tvivl, om jeg virkelig havde følt rystelser, og set det rykke i murene, eller om jeg bare var blevet svimmel et kort sekund, men den var god nok, jeg har oplevet et jordskælv! Og historien blev kun bedre af, at Knud (som har været her ti år) fortalte, at han kun har oplevet det nogle få gange. Folk hernede er bange for jordskælv, da de mener det varsler verdens ende og Jesu genkomst.

Når  det er sagt går mine tanker til Japan, hvor de jo rigtig har oplevet jordskælv.

Skrevet 22.3.11

Mobilklinikken- mine første indtryk

Jeg har allerede besøgt en række landsbyer langs Tanganyikasøen! Hver landsby som Mobilklinikken (PHC) samarbejder med har en Village Health Committee (VHC), som skal fortsætte/stå for arbejdet ang. landsbyens sundhed mellem PHCs besøg (4xårligt). Når vi besøger landsbyerne er møde med VHC fast programpunkt, hvor der diskuteres, hvad der er sket siden PHCs sidste besøg, ”ikke ret meget” er desværre det mest generelle indtryk, men Rom blev ikke bygget på en dag, så PHC kæmper videre med at motivere VHCerne, og der er landsbyer, hvor det kører godt, og vi må se om erfaringer derfra ikke kan overføres til andre, forhåbentligt!!!

Besøg på landsbyens Primary School (1-7kl) er ofte også et programpunkt. For tiden står den på undervisning om forebyggelse af diare og malaria, vi er begyndt at bruge lidt drama! Derefter optælling af elever med/uden sko (lukkede sko forebygger at de for ormeinfektion fra latrinerne), itugåede uniformer (ideen med uniform er jo at man ikke kan se hvilke kår børnene kommer fra, den er jo røget når uniformerne hænger i laser). Derefter tilser vi tilstand på skolens latriner og om ”vaske-hænder-spanden”, som PHC har udleveret er på sin plads i skolegården, fuld af vand og om der er sæbe, samt om skolens område er pænt og ryddeligt.

Nogle gange har holder PHC også et infomøde, hvor hele landsbyen er inviteret.

Hvis den læge, der er tilknyttet PHC er med os på tur og landsbyerne ikke har deres egen klinik, åbner vi for konsultation. Lægerne hernede rører ikke meget ved deres patienter, og (næsten) alle får en form for medicin med hjem, mange mange piller ryger over disken, her er ikke restriktivt antibiotika forbrug!!! Men det skal også siges, at det er nogle grimme sårinfektioner de kan få. Medicinen kan de købe hos PHC (medbragt i to kufferter) til indkøbspris. Mange af landsbyerne har flere timers gåtur til en klinik (oftest uden læge) når mobilklinikken ikke er der. I nogle af landsbyerne har der været en kæmpe rad af patienter, der flokkes foran ”klinikken”, det kan godt være lidt overvældende. Jeg har hjulpet med at registrere patienterne + hvilket medicin de har fået ordineret, der er lidt at holde styr på, især da læger hernede bestemt ikke har en pænere håndskrift end i Danmark! Hvis det er muligt sejler vi nogle af patienter til Kirando, hvor der er et Health Center (sygehus), så på vej hjem har vi evt. en hel ”ambulance”-båd på slæb.

Mine opgaver er ikke helt umiddelbare, men det bliver lidt konsulent/observatør, undervisning af teamets medlemmer i PC-brug, rapportrenskrivning, Knuds øjne i projektet, dokumentation til Danida, der støtter projektet foreløbig til året ud, men forhåbentlig ser de forsat en ide med projektet og sender penge til de næste år også.

Som hvid tager noget fokus når jeg er med på tur, og der bliver taget ret meget hensyn til mig, men sådan er det vist bare. Jeg er også nået hæmmet af ikke at kunne sproget, da det er svært aktivt at tage del i undervisningen, men sådan er det jo nu engang, jeg bliver jo ikke flydende på kiswahili på de måneder jeg skal være her- selvom de siger jeg skal skynde mig at få lært noget sprog.

Skrevet   22.3.11         

Undervisning af en hel landsby

Børnene er vilde med at havde besøg af mobilklinikken

Sophie og jeg renser sår på nogle de unge hjemme i Kipili

CL-fodbold på programmet

I denne uge har vi vendt tankerne lidt ekstra hjem eller nok rettere mod Standford Bridge, da vi (især Jan) godt kunne tænke os at følge med i, om FCK ville bevise, at miraklernes tid ikke er omme, og sikre sig videre deltagelse i turneringen over dem alle.

Det var kommet os for øre, at der fandtes et sted her i landsbyen, hvor man samles for at se fodbold. Jan var dog lidt utålmodig og kunne ikke vente på, at vi piger fik spurgt os frem blandt byens unge, så han lavede en aftale med folkene på en fin lodge ejet af et sydafrikansk par, der ligger på den anden side af bjerget (der hvor vi plejer at bade), om at komme tirsdag aften ved 22tiden, for at der var god tid til at lede efter den rigtige kanal inden kampstart 22.45, han havde endda fået lov til at låne Knuds bil, så vi ikke skulle tage turen hjem midt om natten på gåben. Sophie og jeg var dog mere interesseret i at se kampen her i landsbyen, da vi fandt tanken, om at se CL-fodbold med dansk deltagelse i en lerhytte langt ude i Vesttanzania, yderst morsom, så vi spurgte os lidt frem, men var ikke heldige! Vi måtte altså tage imod Jans mere civiliserede tilbud!

Tirsdag eftermiddag havde vi været på stranden og på vejen hjem over bjerget fik vi følgeskab af nogle fyrer, som arbejder på lodgen. De spurgte, om vi boede oppe hos Knud for så havde de en dårlig besked til os, da de ikke kunne få deres fjernsyn til at virke, så det var altså ikke muligt for os at se fodbold der om aftenen!!! Nå, hvad kunne vi så gøre!! Vi spurgte dem, om de vidste hvor i landsbyen, vi kunne se kamp, og en af dem fulgte os hen til et hus (der Sophie og jeg tidligere havde været inde og spørge), og fik nu positivt tilsagn (det hjalp nok med en swahili-tolk), juhuu.

Efter aftensmad bankede en fyr på Knuds dør og ville gerne høre, om det var rigtigt, at vi gerne ville se Chelsea-kampen om aftenen, for så ville han da lige oplyse os om, at det først var næste dag Chelsea skulle spille!!! Folk i byen er meget opmærksomme på hvad der sker på ”bjerget”/Knuds grund, hvor de hvide bor, og denne gang var det jo bare heldigt!!!!

…Onsdag aften kl. 23.30 begav vi os ned for at se fodbold, og blev vist ind i et rum, hvor der er et fjernsyn tændt (strømmen er leveret af generator og det nogenlunde signal, fra en kæmpe parabol de havde på gårdspladen). Hurra nu skulle det nok lykkes! Foruden os inde i stuen, var der også nogle, der sad uden for vinduet og kiggede ind, vi fandt aldrig rigtig ud af om det var pladserne til halv pris (vi der var inde i stuen betalte 200 shilling (under 1kr)), eller hvorfor nogle skulle være derude! Vi forstod ikke meget af TV-optakten til kampen, da det foregik på swahili, men vi synes det var lidt foruroligende, at de ikke nævnte Chelsea eller FCK en eneste gang…dette skulle vise sig at skyldes, at de på dette program først ville vise kampen mellem Real Madrid og Lyon for derefter at vise Chealse-FCK, det lød altså til at blive en laaaaaang nat!

Jeg holdte kun til den første kamp (som faktisk var en underholdende og velspillet kamp med 3 mål til Real M.), så omkring kl. 1 gik jeg i seng. Lise og Jan ville blive og  se den kamp vi var kommet efter!! men inden jeg var nået til køjs, kom de og sagde, at de alligevel ikke vidste vores kamp!!!

Hele vores fodboldeventyr endte med at jeg skrev hjem til brormand Thomas og spurgte efter resultatet (0-0 og FCK er ude af CL).

Skrevet 17.3.11 

Cheke Chea

Ckeke Chea er et børnehave/preschool-projekt som brødremeningheden/Knud har startet op i Kipili for nogle år siden. Penge til projektet skaffes af tidligere BDM-volontørerer hjemme i Danmark, da der ikke er nok børn tilmeldt til at det kan løbe rundt. Men skolelederen for Kipili Primary School synes, at børn som har været i Cheke Chea er en gave, da de allerede har lært mange ting som tal og bogstaver, og hvordan det er at gå i skole, så han ser helst, at alle der starter på hans skole har været forbi Cheke Chea først. Det betyder forhåbentlig at flere sender deres børn afsted, hvis de overhovedet har mulighed for det økonomisk.

Lederen i Cheke Chea er tanzanianer og bor i Kipili, hvilket også gælder den anden ansatte. Sophie og Lise har deres daglige gang i Cheke Chea, og jeg vil gå der op og hjælpe, når der ikke er arbejde ved Mobilklinikken.

Hverdag i Cheke Chea:

8.30 møder børnene (godt 25 stk.) og får vasket hænder ved en spand. Derefter får de et forklæde på og en kop med Uji (sød vælling), der har en god næringsværdi, hvis det bliver lavet på rigtig Uji-mel, men lige nu er de løbet tør, så det bliver lavet på majs, som alt andet hernede!!!

Derefter er der tid til en morgensang, som børnene får at vide, at de skal synge så højt, at landsbyen hører dem, hvilket betyder, at de SKÅLER!!

Så børstes der tænder, alle børn har en tandbørste med deres navn på.

Tid til at stille op i rækker (drenge i en, piger i en anden) og endnu en sang.

Nu går de små (3-4år) over i kirken, mens de store (5-6år) går ind i Cheke Chea klasseværelset/bygningen.

Første time: Bibelhistorie.

Frikvarter, hvor legepladsen med bl.a. klatrestativ , sjippetove, bolde osv. er i brug. Børnene er ikke helt gode til at lege sammen, slås meget om tingene, men hvis vi voksne hjælper/opfordrer til det, kan man godt få lidt leg i mellem dem op at stå. Der er ingen skygge på legepladsen, så der kan være brændende hedt, især for os ”wazungu” (hvide). Børnene er også slemme til at slå fra dig, hvis de synes de andre driller, så en stor del af vores arbejde er at trøste. Børnene har også rigtig meget behøv for knus, kærtegn og opmærksomhed, da det ikke er noget man får hjemme hernede, børn passer mest sig selv, der er ikke stærke bånd mellem forældre og børn.

Anden time: Sange, som så vidt muligt passer til ugens emne (tal, kroppen osv).

Frikvarter

Tredje time: Undervisning i emnet, fra tavle eller via aktiviteter, f.eks. lave små mennesker ud ad toiletruller, pap, grene og garn.

Kl. 11.30 sendes børnene hjem, og der er tid til at snakke om morgendagens program, samt lave de forberedelser det kræver.

Skrevet 16.3.11



Der er altid børn at snakke med. 1. dag i Kipili, så har altså fået noget sol siden!!!



Kipili

Kipili kandiderer til verdens smukkeste beliggenhed. Den ligger på bredden af Tanganyikasøen, der er verdens længste sø med sine 670 km samt anden dybeste (1,4 km). Vandet i søen er helt klart, og på denne tid af året er de omkringliggende bakkedrag frodige og grønne, og man kan skimte Congos høje bjerge i horisonten (godt 50 km. væk på den anden side af søen).

Kipili er en landsby noget så afrikansk med lerhytter med strå på taget, geder, høns, hunde og måske en gris rendende frit rundt. Kvinderne bærer ubegribelige mængder på hovedet og børnene suser barfodet afsted på de støvede og stenfyldte veje. Missionsstatioen (Knuds grund) ligger lidt oppe af et mindre bjerg (som selve landsbyen ligger ved foden af), sammen med mobilklinikken, Cheke Chea og kirken. Vi volontører bor i værelser, der er noget sparsomme efter DK-standard, der er lys fra om eftermiddagen og indtil Knud går i seng, hvor han slukker for strømmen, som vi får fra solceller på taget. Toilet og bad ligger i et nærliggende hus og deles af os volontører. Det er meget gammel og med edderkopper, kakkelakker og diverse andre insekter. Der er kun koldt vand i bruseren, men vandet fra hanen kan dog drikkes, da der hver dag er nogle kvinder fra landsbyen, som fylder vores tank med vand fra en af Kipilis dybvandsboringer (desværre ser man stadig landsbyindbygger, der henter vand i søen, som også bruges til at vaske sig i, vaske tøj og toilet for dyr og mennesker). Knud har en dejlig terrasse med den dejlige udsigt ud over søen, og der er skygge og lufter lidt. Vi må også være i hans dagligstue så meget vi vil, det er også vores hjem. Vi spiser også alle måltider i hans hus:

Morgenmad, ristet brød med marmelade, peanut butter, ost (vi har dog intet køleskab, så en  holdbar en af slagsen), nutella eller hvad der er blevet købt inde i Sumbawanga, den noget større by (3 timers kørsel væk)  

Middagsmad, ris, bønner og evt. kød som fisk eller høne (det varme måltid). Nogle dage er risen skiftet ud med kartoffelmos e.l.

Aftensmad, friskbagt hvidt brød med pålæg ala om morgenen.

Det er også i Knuds hus, at man skal oplade sin telefon, som er eneste kontaktmulighed med omverdenen i Kipili (der er til gengæld fin dækning, da der er en mast på toppen af bjerget), kameraer og computer.

  Der er nogle små butikker, hvor man kan købe småting som sæbe, stof, sandaler, kiks osv., et marked hvor der sælges fisk, tomater og ris, en klinik drevet af staten, et ”hospital” drevet af et katolsk missionsarbejde som bl.a. kan teste for malaria og udskrive medicin (dog intet der hedder recepter) + mobilklinikken, som er de eneste som har en læge tilknyttet nogle dage. Der er også et gult hus som er en politistation, men har endnu ingen betjente set, men tror der er nogen! Alle steder bliver man mødt med et habari za leo eller en af de andre 1000 hilser, der findes på swahili (det er ekstremt vigtigt at hilse pænt) og en horde af børn, som gerne vil have et kram eller holde en i hånden.

Hvis vi vil bade og slikke sol skal vi gå over bjerget til en strand væk fra landsbyen (gåtur på ca. ½time), da man her har nederdel der dækker knæene og toppene skal have brede stroppe, i kirken skal skuldre være dækket og mændene have lange bukser på (de må ellers gerne gå i shorts).

Jeg er havnet i en helt anden verden end Danmark, men hvor er det spændende.

Skrevet 10.3.11

Udsigt fra Knuds grund

Kipili



Er her ikke smukt???

 



Mit værelse

Paradis på jord...