torsdag den 28. april 2011

Palmesøndag og afrikansk bryllup

I dag har bestemt ikke været en helt almindelig søndag. For det første var der, helt usædvanligt, rigtig mange udenfor kirken allerede 5-10 min i 10 (vi plejer kun at være en håndfuld til tiden, resten kommer dryssende efterhånden). Vi startede udenfor, hvor vi stillede op i række, hvorefter vi i samlet trop gik ind i kirken syngende og viftende med blomstergrene, biblodrama over ”Indtoget i Jerusalem”.
I anledning af, at Anne Sofie og Therese (de to nye piger, der er stødt til os her i Kipili) skulle præsenteres i kirken, havde vi forberedt at synge en sang ”Jesus i din nærhed” (eller rettere havde vi brugt meget af aftenen i går på at øve, da andenstemmen slog lidt knuder ;) ). Anders spillede tromme til og tog alle med storm, da det ikke er tit de ser en mzungu spille bongotromme. Vi andre klarede det vist fint nok ;)

For det andet var der foruden vores egen evangelist også en præst tilstede ved gudstjenesten. Ved morgenbordet fortalte han, at hans navn betød 50cent, så mens han stod på prædikestolen kunne jeg ikke lade være med at tænke på dennes amerikanske navnebror! Præsten var blevet bestilt i anledning af at hele to par skulle vies denne søndag + to børn døbes nu der var en præst tilstede!! Så I kan nok forstå, at vi var i vores pæneste tøj, havde sat håret og vi piger havde alle mascara på!
Brudeparrene sat på stole oppe foran alteret, og da de skulle vies rejste alle 4 par sig, og så blev mændene først tilspurgt og derefter kvinderne, de to par blev altså gift sideløbende og havde altså ikke hver deres time in the sun… da alle 4 vielsesringe var på plads jublede hele kirken, man klappede og hujede og kvinderne slog triller med tungen samt nogle hængte blomster-mm.-kæder om parrenes halse.

Bryllupsfesten for det ene par (det andet havde valgt ikke at holde fest) blev holdt i Community Centre, som i dagens anledning var blevet pyntet med lyserødt toiletpapir, farvestrålende stof, plastikblomster, lyskæder på Dj’ens bord, julekugler osv., hele farvepaletten var benyttet.
Vi 5 volontører kom lidt i tvivl om vi egentlig var inviteret med til festen, da folk afleverede en lille seddel (invitation) når de gik ind, og vi havde kun en mundtlig invitation fra Knud (som var blevet væk fra os), så vi stod udenfor og vente lidt, men tog os så endelig sammen og gik ind og blev (selvfølgelig) vist op til hovedbordet, vi er jo en del af Knuds hus (gommen arbejder for Knud). De andre sad på stole langs væggen, og børnene sad på gulvet.

Der var en Dj ”Dj Bwana”, der spillede højt musik, f.eks. Boney M med Rivers of Babylon og en konferencier, der styrede slagets gang via en mikrofon, som han ofte holdte så den pib.  
Korene fra kirken sang, nogle af gæsterne dansede, de har bare så meget rytme i kroppen hernede. Så der var rigtig fest!!
Når man skulle afleverede sin gave skulle man gå ned i enden af rummet og så danse gaverne frem til brudeparret, vi 6 (Knud, Sophie, Therese, Anne Sophie, Anders og jeg) var ingen undtagelse. Aner ikke hvordan det så ud men de hujede og klappede af os, så vi faldt vist ikke helt igennem J
Vi fik lam (dejligt mørt!!! ikke en selvfølge hernede, nærmere undtagelsen), ris og bønner og så blev der serveret sodavand. Nogle kvinder/mamaer fra kirken havde lavet maden. Alle fik selvfølgelig tilbudt håndvask inden mad, som er kutyme hernede.
Brudeparret kunne man ikke slå mange smil af hele festen, det så nærmere ud til at gæsterne havde det sjovest (Knud snakkede dog med gommen senere på aftenen og han gav udtryk for, at de havde haft en god fest, heldigvis)
Kl. 15 var hele herligheden ovre og brudeparret blev fulgt hjem til deres hus af syngende bryllupsgæsterne.

Derefter var vi mere end klar til at komme af vores pæne, men efterhånden noget svedige tøj og tage ud og få en dukkert!
En rigtig dejlig søndag.
Skrevet 17/4-11
Volontører klædt på til bryllupsfest

Ingen kommentarer:

Send en kommentar