Helene i Tanzania: Kipili

Kipili kandiderer til verdens smukkeste beliggenhed. Den ligger på bredden af Tanganyikasøen, der er verdens længste sø med sine 670 km samt anden dybeste (1,4 km). Vandet i søen er helt klart, og på denne tid af året er de omkringliggende bakkedrag frodige og grønne, og man kan skimte Congos høje bjerge i horisonten (godt 50 km. væk på den anden side af søen).

Kipili er en landsby noget så afrikansk med lerhytter med strå på taget, geder, høns, hunde og måske en gris rendende frit rundt. Kvinderne bærer ubegribelige mængder på hovedet og børnene suser barfodet afsted på de støvede og stenfyldte veje. Missionsstatioen (Knuds grund) ligger lidt oppe af et mindre bjerg (som selve landsbyen ligger ved foden af), sammen med mobilklinikken, Cheke Chea og kirken. Vi volontører bor i værelser, der er noget sparsomme efter DK-standard, der er lys fra om eftermiddagen og indtil Knud går i seng, hvor han slukker for strømmen, som vi får fra solceller på taget. Toilet og bad ligger i et nærliggende hus og deles af os volontører. Det er meget gammel og med edderkopper, kakkelakker og diverse andre insekter. Der er kun koldt vand i bruseren, men vandet fra hanen kan dog drikkes, da der hver dag er nogle kvinder fra landsbyen, som fylder vores tank med vand fra en af Kipilis dybvandsboringer (desværre ser man stadig landsbyindbygger, der henter vand i søen, som også bruges til at vaske sig i, vaske tøj og toilet for dyr og mennesker). Knud har en dejlig terrasse med den dejlige udsigt ud over søen, og der er skygge og lufter lidt. Vi må også være i hans dagligstue så meget vi vil, det er også vores hjem. Vi spiser også alle måltider i hans hus:

Morgenmad, ristet brød med marmelade, peanut butter, ost (vi har dog intet køleskab, så en holdbar en af slagsen), nutella eller hvad der er blevet købt inde i Sumbawanga, den noget større by (3 timers kørsel væk)

Middagsmad, ris, bønner og evt. kød som fisk eller høne (det varme måltid). Nogle dage er risen skiftet ud med kartoffelmos e.l.

Aftensmad, friskbagt hvidt brød med pålæg ala om morgenen.

Det er også i Knuds hus, at man skal oplade sin telefon, som er eneste kontaktmulighed med omverdenen i Kipili (der er til gengæld fin dækning, da der er en mast på toppen af bjerget), kameraer og computer.

Der er nogle små butikker, hvor man kan købe småting som sæbe, stof, sandaler, kiks osv., et marked hvor der sælges fisk, tomater og ris, en klinik drevet af staten, et ”hospital” drevet af et katolsk missionsarbejde som bl.a. kan teste for malaria og udskrive medicin (dog intet der hedder recepter) + mobilklinikken, som er de eneste som har en læge tilknyttet nogle dage. Der er også et gult hus som er en politistation, men har endnu ingen betjente set, men tror der er nogen! Alle steder bliver man mødt med et habari za leo eller en af de andre 1000 hilser, der findes på swahili (det er ekstremt vigtigt at hilse pænt) og en horde af børn, som gerne vil have et kram eller holde en i hånden.

Hvis vi vil bade og slikke sol skal vi gå over bjerget til en strand væk fra landsbyen (gåtur på ca. ½time), da man her har nederdel der dækker knæene og toppene skal have brede stroppe, i kirken skal skuldre være dækket og mændene have lange bukser på (de må ellers gerne gå i shorts).

Jeg er havnet i en helt anden verden end Danmark, men hvor er det spændende.

Skrevet 10.3.11