Det sidste punktum er sat...

Så er rapporten fra Sophies og mit arbejde med husholdningsundersøgelsen færdig. HURRA HURRA HURRA... Jeg håber virkelig, at resultaterne vil være nyttige i mobilklinikkens fremtidige arbejde.

Konklusionen fra rapporten:

The survey is conducted in connection with the termination of phase 1 of the PHC project. There have not been a similar survey at the beginning of phase 1, so it is not possible to speak about the development during this period. The report gives a snapshot of the health situation in the area and points out future focus items. The results will be shared with the villages and used in the future dialogue between the PHC and the villages about the health situation. Hopefully the results will be a helpful tool to motivate the VHCs and the citizens in the villages to improve their health situation. The results will also make the PHC stand stronger in the dialogue with the public authorities about the health situation in the area.

The biggest surprise in the question about educational status was that only 2 % of the women have begun secondary school and none a higher education!

In the two villages without dispensaries (Kalila and Masolo) we found that less people consulted educated health persons compared with the other villages. The women in these 2 villages start later at ANC and have less visits compared with some of the other villages. Kalila and Masolo are between the villages were most women deliver out of health facilities and the deliveries are attended by TBAs and not educated health persons. This indicates that not everyone is travelling the longer way to find health facilities. As a whole the upwards of 15 % of the women say they have more than two hours to a dispensary. Based on these data the public authorities could be recommended to build more dispensaries. The question is if they get satisfying treatment at the dispensaries?

We found that there is not enough drugs available in the area. The findings can be used to make the public authorities improve the drug supply in the area.

On average all women get 4 children and lose one. The children are lost between 1 month and 1 year after the delivery. Prevention of child illness and education about symptoms of diseases of toddlers could be a part of the ANC program and the vaccination sessions where the PHC is in contact with a lot of women. To give the right education it is important to investigate the causes of the children's deaths.
Upwards of 60 % of the last born children were born out of health facilities. Every fourth of the women get a complication to the delivery of their children. This can be an argument to convince more women to deliver at health facilities.

Only 17 % of the women are currently using family planning. The most frequently mentioned reason not to use family planning is that they want more children. To get more women to use family planning is seems as one have to get the women to understand the rationale to have fewer children.

The percentage of immunized children in all the important vaccines (BCG, Polio 1,2,3, DPT 1,2,3 and measles) are all over 86 %.

To get a picture of the nutritional status for children over 2-3 years the PHC can perform health checks (hight and weight etc.) of the pupils during already scheduled visits at the primary schools in the villages in the project area, and in that way get a picture of the nutritional status of children in the area and check if there is need for improvement.

Only 30 % of the women purify their water in a way good enough to drink. It seems as they need to be better educated on how to get good drinking water, because 40 % say they use filtration, which is only cleaning the water for visible things.

More than 90 % of the women answer that they use mosquito bed-nets to prevent malaria and on average 87 % of the members of a household sleep under ITBNs. But you could ask why more than 70 % of the women still mention malaria as a main health problem in their household? The other frequently mentioned health problems are caused by poor hygienic standards. Only half of the households have a utensils rack and a garbage pit, two thirds of the households have a clothe line. Education in high hygienic standards and prevention of food- and water-borne diseases as well as malaria are still needed and should also be a focus area for the PHC in the future.

This survey has generally been very wide and the results create questions for further
investigation; what is the reasons for the children's death? At what age do the women give birth to
their children, and do use of family planning change this?
In addition the results can be valuable as baseline data for a possible future phase 2.

Pyha, en masse engelsk (og tænk at der er 22 flere i den samlede rapporten)... Det var det for denne gang. Slet ikke en dårlig måde at bruge sin sommerferie, synes jeg, også selvom bearbejdningen herhjemme i DK syntes at holde lidt hårdt... men hvem kan fortænke os i at synes, det var sjovere at arbejde under tropiske himmelstrøg!! 

Peters House…

På Peters House, Knuds børnehjem inde i Sumbawanga, bor der 17 dejlige børn og unge mennesker. 6 af dem, Hakim, Sudy, Erasto, Daudi, Maisala og Stomai, lærte vi at kende sidste år i Kipili, og hvor var det dejligt at gense dem! Der var knus, smil og high fives. Det så ud til, at de alle har det godt, de sagde alle, at de var glade for at bo på Peters House og gå i skole, og de lignede nogle der talte sandt! Jeg har tænkt på dem mange gange siden jeg forlod Tz sidste gang, så det var dejligt, at skolepapirerne var kommet i orden, og at de nu havde en stabil hverdag på børnehjemmet. Rigtig dejligt!

Børnene på Peters house er fra 5-18 år. De fleste går i primary school, nogle i secondary school og nogle i teknisk skole som syerske eller mekanikere. Drengene bor på værelser på den ene side af bygningen, pigerne på den anden. Alle af børnene har pligter på hjemmet. Det kan være madlavning, opvask, tøjvask, at hente vand, rengøring osv. Der er 2 mamaer og en daglig leder ansat. Derudover er der en volontør fra Sydafrika, og 2 danske BDM-volontører er netop ankommet, de skal være på Peters House det næste halve år.

Vi fik lov til at få en lille smagsprøve på livet på Peters House, på de 5 dage vi besøgte dem. Vi spiste frokost hos dem nogle dage, hentede vand op af brønden med spand og reb, skrubbede gryder mm, ih hvor sidder ugali bare fast. Men vi spillede også bordfodbold, spiste bolcher, legede banke-bøf (de kunne den på dansk), sang og spillede fodbold. Nogle helt igennem dejlige og hyggelige dage. Tak til børn og voksne på Peters House. Gud velsigne jer!

Der var en masse fodboldstøvler i containeren fra Danmark,
så næsten alle af drengene havde fået et par.
Nogle af dem havde støvlerne på konstant. Drengene elsker at spille bold.

Fra denne brønd (der heldigvis findes lige ved børnehjemmet)
hentes vand til tøjvask, opvask, bad og rengøring.
Det kræver nogle armkræfter, at trække vandet op! Drikkevand hentes fra en punpe længere væk.

Shalobalo!

Er de ikke skønne!!!

BORDFOLD. For både piger og drenge!

Vi har med meget få undtagelser genset alle vi lærte at kende og fik en relation til sidste gang, vi var i Tanzania, og vi har endda fået nye venner og bekendtskaber. Jeg er utrolig beæret over at have fået mulighed for, at udbygge venskaber og skabe nye. Jeg håber, at vi engang får mulighed for at se dem igen, jeg har mange herlige venner, som står mit hjerte nær, selvom de fysisk er langt væk (nærmest i en anden verden).  

Household survey i landsbyer langs Tanganyika-søen...

Update på vores spørgeskemaundersøgelse:


Der printes


Pga. vanskelige kommunikationsmuligheder med Respice, lederen i mobilklinikken, havde vi ikke nået at få spørgeskemaet så færdigt og tilpasset, at vi kunne printe i Danmark. Det havde både jeg og Sophie ønsket, da vi ikke rigtig vidste, hvad mulighederne for at printe et 4 siders spørgeskema i min. 500 eksemplarer var. Vi tog Knud med på råd, da vi mødte ham i Sumbawanga, og han foreslog os at printe på hans laserprinter i Kipili, hvilket vi tog imod. Printeren printede 10 sider i minuttet, og der var plads til ca. 200 sider i bakken, så det tog en krig, inden vi var færdige (vi løb selvfølgelig også tør for blæk undervejs), men vi nåede at få dem klar og pakket til at vores interviewer kunne få dem med ud i landsbyerne. Pyhaa!



20 kuverter med spørgeskemaer.
Pakket og klar til at overdrage til interviewerne.



Workshop: Undervisning

Workshop: Gruppearbejde

Workshop: Den 5-7 juli afholdte vi workshop for de 20 VHW (to fra hver af de 10 landsbyer, der var udtrukket til undersøgelsen), der skulle interviewe for os. Der er meget logistik, der skal klappe når 20 mennesker + medfølgende børn og barnepiger skal indkvarteres, bespises og undervises, men heldigvis er mobilklinikken vant til at afholde arrangementer som dette, så det havde de styr på. Vi havde en rigtig god workshop. De 20 interviewere havde i hvert fald et større begreb om, hvad en spørgeskema-undersøgelse går ud på end inden de kom, men vi startede også helt fra scratch. Selve spørgeskemaet, og hvordan man korrekt udfyldt, blev gennemgået. Der blev undervist i, hvordan man spørger, så respondenten fortæller sandheden. Vi talte om hvilke faldgrupper, der kunne være. Og så øvede de ved at interviewe hinanden. Det var de ansatte i mobilklinikken, der stod for undervisningen, som jo selvfølgelig var på swahili, så Sophie og jeg blev nødt til at være på stikkerne, selvom vi havde en til at oversætte for os, for at holde overblikket og holde styr på, at det var korrekt, det de sagde, og når dette ikke var tilfældet, afbryde og korrigere på en måde, der ikke forvirrede vores interviewere. Det var dog også spændende med denne pædagogiske side af opgaven. Workshoppen blev afsluttet med at de pilot-testede spørgeskemaet blandt kvinder i Kipili, og derefter talte vi med hver af de 20 om deres oplevelse med at interviewe, og give dem den sidste vejledning og opmuntring inden de blev sendt af sted.



Monitorering i landsbyerne: 2 dage efter, at interviewerne var sendt af sted til deres landsbyer, tog jeg (Sophie lå desværre syg i Kipili) og 3 fra teamet nordpå, for at monitorere og indsamle skemaerne. Lang de fleste af interviewerne havde dog udført de 25 interviews inden vi kom, de havde arbejdet overraskende hurtigt. Vi satte os ned sammen med intervieweren og gennemgik hvert af skemaerne for bedre at kunne forstå den måde, han/hun havde udfyldt det på. Det burde jo have været strømlinet efter workshoppen, dette var dog langt fra tilfældet. Sprogbarrieren var noget svær denne gang, da jeg jo havde en langt mere aktiv rolle end sidste gang, jeg var en del af projektet, ih hvor har jeg ønsket mange gange, at jeg var flydende på swahili!!
Ugen efter tog vi til landsbyerne sydpå (Sophie var heldigvis frisk til at tage med). Vi var blevet advaret om, at søen er noget urolig på denne tid af året, hvilket vi kun kan skrive under på. Vi er blevet vippet noget igennem.





Indtastning af data: Efter disse ture havde vi fået de godt 500 spørgeskemaer i hus! HURRA. Nu ventede nogle meget lange (og kedelige dage), hvor data skulle tastes ind i computer-programmet EPI-Info. Man blev helt skør af at clicke så mange gange!!!
Vi har ikke nået at kigge meget på vores resultater, og vi mangler at skrive vores rapport, som skal afleveres senest 31. august, så der mangler noget endnu, inden vi er færdige, men det har været sjovt at prøve kræfter med denne opgave!!

I må altså vente lidt i spænding inden vi kan offentliggør resultaterne.



Det er slet ikke så skidt når ens sommerferiearbejde indbefatter,
at man skal besøge landsbyer som denne. SMUKT



En kær ven har forladt os...

Knuds dejlige hund Kola er ikke blandt os længere! Den legesyge og kærlige hund har efter en måneds sygdom fået fred og lukket sine øjne for sidste gang.

Da Sophie og jeg ankom til missionsstationen i Kipili havde vi håbet på en varm velkomst fra vores firbenende ven, men hun havde ikke engang kræfter til at rejse sig op og hilse på os. I hendes velmagtsdage ville vi ikke havde kunnet nå at stige ud af bilen, inden hun havde været om os. Hun kunne dog stadig logre med halen, når vi klappede hende. Hun var helt afmagret, idet hun i længere tid ikke har villet røre sin mad. Vi fik dog en bid fisk i hende, men vi vidste jo godt, at det ikke ville rede hende, hendes dage var talte, der var tale om palliativ behandling nu.

Ingen ved hvilken sygdom, der blev hendes endeligt, men hun havde fået en grim og pjusket pels og nogle forfærdelige sår og små bylder, et sørgeligt syn.

Da Knud kom tilbage til Kipili, gav han Kola fred.

Knuds dejlige hund Kola er ikke blandt os længere! Den legesyge og kærlige hund har efter en måneds sygdom fået fred og lukket sine øjne for sidste gang.

Da Sophie og jeg ankom til missionsstationen i Kipili havde vi håbet på en varm velkomst fra vores firbenende ven, men hun havde ikke engang kræfter til at rejse sig op og hilse på os. I hendes velmagtsdage ville vi ikke havde kunnet nå at stige ud af bilen, inden hun havde været om os. Hun kunne dog stadig logre med halen, når vi klappede hende. Hun var helt afmagret, idet hun i længere tid ikke har villet røre sin mad. Vi fik dog en bid fisk i hende, men vi vidste jo godt, at det ikke ville rede hende, hendes dage var talte, der var tale om palliativ behandling nu.

Ingen ved hvilken sygdom, der blev hendes endeligt, men hun havde fået en grim og pjusket pels og nogle forfærdelige sår og små bylder, et sørgeligt syn.

Da Knud kom tilbage til Kipili, gav han Kola fred.



En glad og sund Kola. Som hun så ud for et år siden.





Tynd og for afkræftet til andet end at ligge ned. Et sørgeligt syn.

Arme ven!!

Turen går atter til Tanzania...

Jeg havde ikke troet, at jeg, her et år efter at have forladt Kipili, projekterne og venner i Tanzania, skal gense dem alle...Men jeg har fået den fantastiske mulighed, at skulle ned og hjælpe Mobilklinikken med en spørgeskemaundersøgelse i 10 af de landsbyer, de samarbejder med. Forhåbentlig vil det lykkes os, at komme frem til nogle resultater, der kan bruges til sige noget, hvordan det står til med sundheden i hele området.

Sophie (som jeg også var udsendt sammen med sidste gang) og jeg er denne gang udsendt for Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling, der er projektledere for Mobilklinikken her i Danmark. Vi håber, at vi kan fuldføre arbejdet på en måned, men vi vil være væk i knap 7 uger i alt. Så er der tid til den lange bustur tværs over landet, samt fritid til at være sammen med dem vi lærte at kende under vores sidste besøg. Men det er jo helt andre og noget mere uforudsigelige forhold, vi skal arbejde under, så jeg er meget spændt på, hvordan det hele kommer til at spænde af.

Undersøgelsen går ud på at 20 sundhedsarbejdere fra de 10 indrullede landsbyer, hver skal interviewe 25 kvinder i den fertile alder, et total på 500 respondenter.
De 20 sundhedsarbejdere skal deltage i en 2½ dages workshop, hvor de skal motiveres til at deltage i udførelsen af denne undersøgelse, undervises i, hvordan man interviewer, så man opnår så valide data som muligt, lære at udfylde spørgeskemaet rigtigt, samt pilotteste spørgeskemaet osv. Vi håber, at undervisningen på workshoppen kan være med til at minimere fejl i undersøgelsen.

Efter workshoppen skal sundhedsarbejderne ud i landsbyerne og interviewe. Vi vil sammen med mobilklinik-teamet tage rundt og monitorere, hvordan arbejdet går.
Når de har gennemført deres interviews skal de returnere spørgeskemaerne til os i Kipili. Derefter venter der et stor arbejde med at få tastet alle svarene ind i et dataprogram, så vi kan få lavet noget statestik på dem. Det hele skal afsluttes med en rapport, hvor vi fremstiller resultater og reflektioner over arbejdsgang og, hvad talene fortæller os.

Sophie og jeg er udsendt til at facilitere processen og være en slags kvalitetskontrol, så undersølgelsen bliver udført så korrekt, at vi kan bruge resultaterne til noget. Det er en meget spændende, men også lidt intermiderende opgave, da det jo kræver noget helt andet af os end sidste gang vi var en del af projektet. Men vi har rigtig meget mod på det at gøre vores bedste for at få det til at lykkes!

Vi er godt i gang med forberedelserne, men en noget træg mail-mulighed til Mobilklinikken i Kipili, presser os noget på tid, men vi skulle meget gerne nå at få spørgeskemaet oversat til swahili og printet i 550 eksemplarer inden vi rejser om en uge. At dette må lykkes, må I gerne tage med i jeres forbøn!

Som sagt afrejse
29.06.12 kl 11.35 fra Hamborg med Turkish Airlines
               kl 15.40 ankommer vi til Istanbul, som vi igen forlader 19.10
30.06.12 kl 02.45 ankommer vi til Dar Es Salaam.
01.07.12 Begynder vi vores lange bustur mod Kipili, hvor vi vil ankomme d. 03.07.12.

05.07.12 går det løs med workshoppen for de 20 sundhedsarbejdere.


Hvilken (forhåbentlig) herlig måde at bruge sin sommerferie på!!

At sige farvel...

Jeg har forladt en landsby, et sundhedsprojekt og ikke mindst en masse venner, som i løbet af de måneder, jeg har været i Tanzania har fået en plads i mit hjerte.

Jeg håber, at jeg kan blive ved med at arbejde for "Projekt Mobilklinik", omend mit arbejde selvfølgelig nu bliver mere fra sidelinien, men jeg ser så stort et potientale i dette projekt, jeg er så imponeret over, hvor mange mennesker, projektet har kontakt til. De når nogle folk, som ingen andre når! Respice, der er leder af projektet, er en meget god mand at have på den post, han har rigtig gode tanker og visioner for projektet, han brænder for forebyggende sundhedsarbejde og har en meget vigtig evne i at inspirere de andre i teamet til også at brænde for dette projekt, selvom de ikke lige ser det som deres drømmejob. Jeg ønsker Anne- Elisabeth alt muligt held og lykke i hendes arbejde som volontør i mobilklinikken, må det både blive en velsignelse for hende og for projektet. 

Det var en utrolig smuk morgen, helt stille og en flot solopgang, den dag vi sagde farvel til Kipili. Det var specielt at køre ned fra Knuds grund og gennem landsbyen en sidste gang og virkelig prøve at suge det sidste af landsbyen ind, jeg tænkte endda på, at det var ærgerligt at bilens bagrude var så beskidt, så jeg ikke havde mulighed for at vende mig og få det sidste blik af Kipili. Vi havde nu forladt Kipili, måske for altid hvem ved, Kipili, som har været mit hjem i 5 måneder, som jeg er kommet til at holde meget af, og som har været ramme om mit fantastiske ophold her… ...troede vi i hvert fald!!! for da vi var kommet et stykke ud af vejen mod Katongolo blev Sophie bange for at hendes lille rygsæk ikke var kommet med i bilen og helt rigtigt den var intet sted at finde, så hun måtte bede om, at vi vendte bilen på den ret så smalle vej. Vi raste tilbage til Kipili, jeg kom på, at vi kunne ringe til en af de unge og få ham til at komme ned i byen med tasken, men men men i stressen kunne jeg ikke finde min mobiltelefon, og kom selvfølgelig i tvivl, om jeg havde glemt den inde på mit værelse, så Sophie, som sad på forsædet, løb ind i Knuds hus for at hente nøglen til mit værelse, mens jeg prøvede på at komme ud af bilen, men døren ville ikke op, så jeg var nødt til at bede Lisa (hollandsk pige, der havde været ved os nogle uger, og som nu skulle med til Sumbawanga), der også sad foran, om at hoppe ud og hente Sophies taske, som stod uden for vores værelser! Min mobil var ikke på værelset, og da Sophie ringede til den, kunne jeg mærke den vibrere i min taske. Vi måtte nu rase afsted mod Katongolo, jeg turde slet ikke spørge, hvad klokken var, hele vejen bad jeg til Gud om, at vi måtte nå bussen, da vi havde aftaler i Sumbawanga og allerede havde billetter til Dar dagen efter til 50000 Tsh, ellers tænkte jeg på, at vi bare skulle finde et lift til Namanyere, for så skulle vi nok finde en bus, jeg ville til Sumbawanga den dag!! Men da vi nåede Katongolo, så vi at bussen ikke havde været der, heldigvis!!

Det var svært at sige farvel til de mennesker vi har mødt hernede. Børnene i Cheke Chea gav vi en slikkepind og viste nogle af vores mange billeder af dem. Derefter satte vi os på en stol og så kunne de alle komme hen og sige farvel og give os et sidste knus, det var dejligt for os, men børnene fattede vist ikke helt, hvad der skete, og lærerne sagde, at dagen efter ville børnene helt sikkert spørge, hvor walimu (lærere) Sophia na Helena er ;)

Jeg havde bagt en kage (pulver-drømmekage, som Sophie havde haft med hjemmefra), assisteret af Sophie til at tænde op i brændekomfuret, til teamet i mobilklinikken, men det var kun pigerne Asha og Joyce, som var tilstede. Sophie og jeg drak the med dem og spiste kage. De havde købt en khanga, som de forærede os, hvor var det bare sødt. Sophie og jeg gik senere hen til Respice for at sige farvel og tak. Jeg har været rigtig glad for at arbejde i mobilklinikken og er så taknemmelig for, den måde de har gjort mig til en del af deres team. Respice var bare så sød og kunne næsten ikke sige farvel. Vi fandt også vores 2 boatdrivers og gav dem deres stykke kage og sagde pænt farvel.

Det hårdeste var at sige farvel til de unge, vores venner hernede. Det var mærkeligt at sige farvel, for jeg ved jo, at jeg højst sandsynlig ikke kommer til at se dem alle igen, og det bliver jo også rigtig svært at holde kontakt med dem, når jeg er hjemme i Danmark, for de har ikke mulighed for at komme på internettet og det er jo ret dyrt, at skulle ringe til dem og jo alt alt alt for dyrt for dem at ringe til mig. Det er svært at tænke på, at jeg ikke vil kunne følge dem, at jeg ikke vil få at vide, hvordan det går dem, om deres fremtid bliver lys eller hård, men jeg vil lægge dem i Guds hænder, det er vist det eneste og bedste, jeg kan gøre for dem. At jeg har lært disse unge at kende, har været en af de bedste oplevelser på min tur. Jeg savner dem, men er fyldt af taknemmelighed!

...er godt tilbage i DK. Dejligt at se familien igen. Mine forældres sølvbryllup er også godt overstået, det blev en fantastisk dag! Sidst i august starter jeg på 7. semester på medicin, jeg skal vist være læge ;)!

ROVER OVER AND OUT.   

Skrevet 7.8.2011 

I’m coming home, I’m coming home, tell the world I’m coming home…

Tænk at der er gået næsten 5 måneder, siden jeg for første gang så Afrikas røde jord og gjorde bekendtskab med Tanzania. Det er nu blevet tid til at bryde op og drage hjemad igen. Jeg følges med Sophie helt fra Kipili, vores rejseplan ser således ud:

15.7 Vi forlader Kipili, så er det virkelig farvel for denne gang, svært at vide om jeg nogensinde skal gense denne dejlige plet!! Bus til Sumbawanga fra Katongolo (6 km fra Kipili) kl. 8.15. Knud er på evangelisationstur så vi har fået John fra mobilklinikken til at køre os og vores store tasker til bussen. Vi vil lave nu-siger-vi-farvel-middag til nogle af Knuds elever inde i Sumbawanga.

16.7 Kl. 8.00 tager vi bussen til Mbeya. Vi påbegynder vores sidste bustur på grus i meget lang tid, efter 3 timers kørsel kommer der asfalt og det holder ved helt til Dar. Efter planen ankommer vi til Mbeya om eftermiddagen. Overnatte på New Millenium, som ligger lige ved busstationen.

17.7 Bustur til Dar. Tur på min. 14 timer. 

18.-19.7  Vi bor på Soma Biblia i Dar Es Salaam. Vores sidste shillings skal fyres af på diverse markeder. Måske en tur til stranden! Sophie og jeg får selskab af Therese og Anne Sofie, som har været på Zanzibar. Vi fire piger tager turen hjem til DK sammen.

20.7 Fly fra Dar kl. 8.45

         Lander i Heathrow kl. 16.35

         Fly til Kastrup 19.05

         Kl. 21.55 sætter jeg mine fødder på dansk jord igen!!! Bliver nu godt at komme hjem til dem, 

         jeg holder allermest af. Bliver hentet i lufthavnen ;)